David Hume skrev ’Of the Standard of Taste’ (1757) for at gøre en samling skrifter tyk nok til bogudgivelse. Essayet har trods alt værdi, fordi det samler væsentlige dele af Humes æstetik og smagsteori, der ellers ligger spredt i især hans moralfilosofi. Der er en del uklarheder i essayet, som eksperterne har forsøgt at udrede: Hvad kunne Hume have ment? Hvilke teorier gemmer sig, selv om de ikke fremstår uddybede? Hvis Hume mente dette, hvordan kan der så argumenteres nærmere derfor? Vi tror ikke, at man behøver læse teksten grundigere, end forfatteren skrev den. Den er sammenhængende, men også løs. Den lader noget ubesvaret, men selvfølgelig ikke alt. (Onlineudgave her. Dansk oversættelse i: Hume, David: Politik og æstetik – udvalgte essays, Det lille Forlag 2000. En udmærket gennemgang findes her, mens en gennemgang af hele Humes æstetik er her.)
Først et par overordnede bemærkninger: Tekstens hovedbegreb er ’smag’ (taste), som den forsøger at sætte en standard, en målestok for. Smag er en relativ affære, i den forstand at man kan have mere eller mindre af den. Eller man kan have mere eller mindre god smag. Det optager ikke Hume, at smag er en metafor. Han fastslår, at ligesom vi har en fysisk smagssans, har vi også en mental. Helt hvordan metaforen bliver meningsfuld og helt hvilke grænser den har, taler han ikke om. På den tid han skriver, var smag da også det fundamentale begreb for al tale om æstetik og skønhed, så han overtager bare, hvad der for ham har været en selvfølgelighed – som vi for resten stadig lever med. Også i dag er ’smag’ en bærende kategori i vores kulturs kunstopfattelse.
Tekstens andet, mere ubelyste hovedbegreb er nydelse (pleasure). Hume giver ingen analyse af fænomenet. Han forklarer ikke, hvad det vil sige at nyde noget, og han kortlægger ikke nydelsens forskellige former, om end hans mener, at der er flere[1]. Hume afgrænser heller ikke, hvad der kan være genstand for vores nydelse. Han tænker især på litteratur, men ikke kun digtning. Også retorik (eloquence) og historieskrivning (history) hører med og sikkert mere endnu. Han tænker også på billedkunst, men mest i forbifarten. Også her befinder han sig inden for sin samtids rammer, hvor det er relativt veletableret, at smag og nydelse angår kulturgenstande, hovedsageligt kunstarterne. Vi befinder os på et tidspunkt i æstetikkens historie, hvor ”kunsten” endnu ikke er helt afgrænset fra andre af menneskets frembringelser, og hvor det ”naturskønne” ikke fylder meget, selv om det skal gøre det allerede kort efter Hume. Vi vil bruge ordet ’værk’ for den genstand, som vi opfatter med vores æstetiske, mentale smagssans.
Nu et rids over tekstens komposition: Hume begynder med at konstatere et paradoks i vores common sense-opfattelse af smag: Smag er meget individuel. Alligevel er den også universel. Han giver – holdt ud i armslængde – en kort, filosofisk begrundelse for dens individualitet. Hoveddelen af teksten går derefter med at forklare dens universalitet og dermed formulere en ”standard of taste”. Derefter kan han vende tilbage til individualiteten og forklare de bestemte former for variation, som smagsstandarden ikke regulerer, og som derfor med rette er individuelle. Paradokset er opløst, forfatteren kan hvile.
Og så en grundigere redegørelse. Vi giver Hume et par kommentarer med undervejs. Spring dem over, hvis du har travlt eller af andre grunde ikke er indstillet på at lære mere:
På den ene side fortæller common sense os, at smag er individuelt og selv højt begavede mennesker inden for en snæver kreds kan være uenige om, hvad de kan lide. På den anden side fortæller samme common sense os, at der er ting, som ingen er uenige om:
”Whoever would assert an equality of genius and elegance between Ogilby and Milton, or Bunyan and Addison, would be thought to defend no less an extravagance, than if he had maintained a mole-hill to be as high as Teneriffe, or a pond as extensive as the ocean.”[2]
Der er nu en sjælden overensstemmelse mellem filosofien og common sense i dens dom om smagens individualitet[3]:
There is a species of philosophy, which […] represents the impossibility of ever attaining any standard of taste. The difference, it is said, is very wide between judgment and sentiment. All sentiment is right; because sentiment has a reference to nothing beyond itself, and is always real, wherever a man is conscious of it. But all determinations of the understanding are not right; because they have a reference to something beyond themselves, to wit, real matter of fact; and are not always conformable to that standard. Among a thousand different opinions which different men may entertain of the same subject, there is one, and but one, that is just and true; and the only difficulty is to fix and ascertain it. On the contrary, a thousand different sentiments, excited by the same object, are all right: Because no sentiment represents what is really in the object. It only marks a certain conformity or relation between the object and the organs or faculties of the mind; and if that conformity did not really exist, the sentiment could never possibly have being. Beauty is no quality in things themselves: It exists merely in the mind which contemplates them; and each mind perceives a different beauty.”
Erkendelse er en repræsentation af en genstand. Den repræsentation kan være sand eller falsk. Smag er ikke en repræsentation af genstand. Der er et andet forhold mellem dem. I modsætning til erkendelse angår smag en mere dunkel ”konformitet” mellem den, der smager, og det, der smages. Hume er egentlig ikke uenig heri og giver ingen argumenter imod denne ”species of philosophy”, som i vidt omfang også er hans egen. Han vender dog også flere gange tilbage til ”konformiteten” mellem smag og genstand. Der er i værket et-eller-andet, der afgør vores oplevelse af den og vores behag (eller ubehag). Men en entydig afgørelse findes ikke. Når Hume så alligevel finder plads til en smagsstandard, sker det heller ikke ved en undersøgelse af egenskaber i værket, der fremkalder behag eller ubehag. Han forskyder spørgsmålet fra værket til den, der oplever genstanden, og besvarer det så ved at undersøge, hvilke egenskaber en person skal have for at have ”god smag”. Disse egenskaber i personen definerer standarden for smag. Med andre ord er smag for Hume et spørgsmål om, hvad vi kan kalde personens æstetiske karakter (character).
Strengt taget er disse personegenskaber ikke alle egenskaber, men det er lettest at omtale dem sådan. De er følgende: forstand (sense), følsomhed (delicacy), øvelse (practice), sammenligning (comparison) og fordomsfrihed (at være uden prejudice). De hænger sammen i en klase. De to egenskaber forstand og følsomhed er de grundlæggende. De skal så forbedres i øvelse, det vil sige ved at se og læse mange værker. Med til øvelse hører sammenligning af de værker, man ser og læser. Endelig skal man rense sig for fordomme:
“Strong sense, united to delicate sentiment, improved by practice, perfected by comparison, and cleared of all prejudice, can alone entitle critics to this valuable character; and the joint verdict of such, wherever they are to be found, is the true standard of taste and beauty.” (vores fremhævelse)
Vi ser nærmere på hver egenskab:
Følsomhed er den evne, der sætter os i stand til at nyde et værk. Den er nydelsens mentale organ. Den findes i grader, og man kan være mere eller mindre følsom. Værket synes at besidde en mængde detaljer, nuancer og/eller relationer mellem dets dele, der kan være meget fine. Skal man opfatte og nyde dem, må man have en tilsvarende fin følsomhed:
“A good palate is not tried by strong flavours, but by a mixture of small ingredients, where we are still sensible of each part, notwithstanding its minuteness and its confusion with the rest. In like manner, a quick and acute perception of beauty and deformity must be the perfection of our mental taste.”
Bemærkninger: Vi ser i tanken om ”detaljerigdommen” konturerne af tanken om værkets ”indre rigdom”. Et værk kan være så fint og rumme så meget, at det bliver uudtømmeligt. Derfor kan det også altid udsættes for nye læsninger og tolkninger. Det vil altid have noget nyt at sige og altid kunne give mere nydelse. Hume ville nok have fundet den tanke ekstrem og (snus)fornuftigt påpeget, at a) ingen følsomhed er uendelig; og b) et værk kan give mere eller mindre nydelse, og c) den nydelse, som det giver, vil være den samme, for så vidt følsomheden ikke blevet øvet siden sidst, og d) nydelsen kan gentages, men ikke for ofte. I hvert fald slider gentagelsen på nydelsen, der mister sin friskhed. En vis variation synes at være en forudsætning for nydelse: Er det ikke, hvad erfaringen lærer os? Hvem kan læse Milton døgnet rundt og aldrig blive træt af det? Slut på bemærkninger.
Følsomhed er en medfødt egenskab, men har behov for udvikling. Dette er øvelse. Øvelse er en lærdomsproces. Hume analyserer den ikke nærmere, men er ikke i tvivl om dens værdi:
“But though there be naturally a wide difference in point of delicacy between one person and another, nothing tends further to increase and improve this talent, than practice in a particular art, and the frequent survey or contemplation of a particular species of beauty.”
Ved at læse stadigt flere værker træner man sin følsomhed. Ved at være i samtale med folk, der allerede har den rette følsomhed og æstetiske karakter, træner man også sin egen. Men hvordan finder man de rette værker og de rette folk? Hvordan med andre ord vide, hvad der er godt? Og hvordan genkende dem, der allerede ved, hvad der er godt? Når nu man endnu ikke selv har den rette æstetiske karakter? Hume har et svar, som vi skal vende tilbage til.
For at forklare formålet med øvelse låner Hume nogle tekniske termer fra sin og sin samtids erkendelsesteori. I den er en forestilling (idea) en mental repræsentation – en erkendelse – af en genstand. Forestillinger dækker ikke kun over de tanker, vi har ”inde i hovedet”, men også over sansninger. I denne sprogbrug er synet af en rose altså en forestilling om en rose. En forestilling kan nu være dunkel eller klar. Og den kan være utydelig eller tydelig. Klare og tydelige forestillinger er den højeste form for erkendelse, vi kan have af en genstand. Hume anvender nu de samme termer om smagen, fordi han forestiller sig den som en slags sansning, en mental sansning, af en genstand. Den følelse (sentiment), som opstår i os, når vi ”smager” et værk kan være dunkel/klar og utydelig/tydelig. Øvelsens mål er at forfine smagen, så den kan opfatte værket klart og tydeligt. Det gælder både værkets kvaliteter og dets fejl:
”When objects of any kind are first presented to the eye or imagination, the sentiment which attends them is obscure and confused; and the mind is, in a great measure, incapable of pronouncing concerning their merits or defects. The taste cannot perceive the several excellencies of the performance, much less distinguish the particular character of each excellency, and ascertain its quality and degree. If it pronounce the whole in general to be beautiful or deformed, it is the utmost that can be expected; and even this judgment, a person so unpractised will be apt to deliver with great hesitation and reserve. But allow him to acquire experience in those objects, his feeling becomes more exact and nice: He not only perceives the beauties and defects of each part, but marks the distinguishing species of each quality, and assigns it suitable praise or blame. A clear and distinct sentiment attends him through the whole survey of the objects; and he discerns that very degree and kind of approbation or displeasure which each part is naturally fitted to produce. The mist dissipates which seemed formerly to hang over the object.”
Bemærkninger: I datidens erkendelsesteori er det ret bestemt, hvad en dunkel/klar og utydelig/tydelig erkendelse betyder. Det virker derimod ikke så bestemt, hvad en dunkel/klar og utydelig/tydelig følelse betyder. På den ene side opretter Hume altså en parallel mellem erkendelse og nydelse, på den anden side adskiller han dem som sagt også. Æstetikhistorisk set er oprettelsen af selve parallellen en del af adskillelsen. Humes æstetik ligner hans erkendelsesteori, men det er bare en lighed, ikke en identitet. Parallellen er altså et skridt på vejen mod ”det autonome værk” og det æstetiskes egenret. Prisen, værket må betale derfor, synes at være dets relevans for erkendelsen og dets mulighed for at være sandt. Det skal siden følge æstetikken som et problem. For er det æstetiske ikke forbundet med erkendelse, bliver det svært at se, hvad dets værdi rigtigt er. Nydelse er ganske vist en værdi, men ikke lige så meget som sandhed. Med tiden skal dette føre til følgende
1) Kunst er flødeskum. Den har ikke noget at gøre med erkendelse/sandhed. Den har ikke engang noget at gøre med nytte. Nyttens forudsætning er den sande erkendelse af verden. Den foretages af naturvidenskaberne. Den teknologiske anvendelse af dem skaber nytte. Så hvad skal vi egentlig med kunst og skønhed? De er meget nice at have, men ikke mere. Der er Hume ikke helt endnu, men det er på vej. I 1767 siger Gotthold Lessing det således: ”[…] videnskabernes endemål er sandhed. Sandhed er nødvendig for sjælen. […] Kunstens endemål er derimod nydelse; og nydelsen er undværlig” (Laokoön oder Über die Grenzen der Malerei und Poesie, II).
2) Hvis det viser sig, at kunst alligevel har noget at gøre med sandhed, kan kunsten så smide skønheden og nydelsen over bord? Ja, svarer kunstfilosoffen Arthur C. Danto, og det er netop, hvad der sker i det tyvende århundredes (avantgardistiske) kunst. Således taler den moderne kunstfilosof:
”Are the experiences [of art] supposed to be aesthetic? Once this was taken for granted. Works of art were believed to be objects primarily made to give pleasure to those who contemplated them. This can still happen, but it is not universal and, in truth, it is not typical any longer. My most recent book, The Abuse of Beauty, attempts to explain how, and why, beauty ceased being a central concern of artists – and it attempts as well to redefine our relationship to art that does not address us aesthetically at all. […] in a way, truth in art is probably more important than beauty. It is more important because meaning is more important. Artists have been intent upon disclosing meaning through works of art that are examples of visual thought. Art criticism today is more concerned with whether these meanings are also true than with the traditional consideration of pleasing the eye.” (‘Preface’, i: Unnatural Wonders, Columbia UP, New York 2005)
Hele forudsætningen for, at skønheden er en lavere værdi end sandheden, er, at de to er blevet skilt ad. Den forudsætning kom på plads netop i 1700-tallet og blandt andre med Hume. Det skete ved at sige, at nydelse og erkendelse er to forskellige ting og så henvise nydelsen til kunsten og erkendelsen til videnskaben. Det viste sig imidlertid, at ingen var i tvivl om, hvilken ting der var vigtigst, så til sidst ville selv ikke kunsten have noget at gøre med nydelsen[4].
Det har også, tror vi, ført til en indre spaltning i kunstbegrebet, så der i stedet for at være mere eller mindre gode værker, nu er seriøs kunst og underholdning. Den første er den, der ikke giver nydelse, men vil sige os noget – om os selv, om verden, om vores Tid & Samfund. Den anden, nåja, den er nice nok at have, vi kan alle have brug for at slappe af. Opgivelsen af Humes mere-eller-mindre-godt-værk til fordel for to forskellige slags værker, kunstens og underholdningens, giver så en masse demarkationsproblemer: Hvor går grænsen mellem kunst og underholdning? Kunstens svar kan kun være at fjerne mere og mere af det, der kunne give nydelse. Fremherskende strategier for det har været: grim kunst; konceptuel kunst; kunst, der er uskelnelig fra hverdagens banaliteter; kunst, der ikke er et værk, så der ikke længere er noget at nyde. Forenes flere af disse, opstår mesterværket. Slut på bemærkninger.
Sammenligning hører både sammen med følsomhed og med øvelse. Den hører sammen med følsomhed, fordi et værks kvalitet – dets skønhed (beauty) – som sagt er et spørgsmål om et mere-eller-mindre. Og et mere-eller-mindre kan kun vise sig i en sammenligning. De fleste ting har en smule Ved man ikke, at andre ting har mere kvalitet, kan man heller ikke se, at man lige nu står over for et værk, der ikke har så meget:
”It is impossible to continue in the practice of contemplating any order of beauty, without being frequently obliged to form comparisons between the several species and degrees of excellence, and estimating their proportion to each other. […] By comparison alone we fix the epithets of praise or blame, and learn how to assign the due degree of each. The coarsest daubing contains a certain lustre of colours and exactness of imitation, which are so far beauties, and would affect the mind of a peasant or Indian with the highest admiration. The most vulgar ballads are not entirely destitute of harmony or nature; and none but a person familiarised to superior beauties would pronounce their numbers harsh, or narration uninteresting. […] One accustomed to see, and examine, and weigh the several performances, admired in different ages and nations, can alone rate the merits of a work exhibited to his view, and assign its proper rank among the productions of genius.”
Bemærkninger: Er der alligevel om ikke et maksimum af skønhed, så dog et minimum? Hume taler om det groveste smøreri (“the coarsest daubing”), som kan opfattes af, hvad der vel er eksempler på en absolut primitiv smag (bonden og inderen), og som kun er dårlig for den, der allerede kender noget bedre. I så fald er det lykkeligt, fordi intet værk da vil være helt uden kvaliteter og nok heller ingen person helt uden følsomhed. Slut på bemærkninger.
Fordomsfrihed er en form for upersonlighed. Et værk antager ligesom, at modtageren ser det på en bestemt måde. Det er den måde, man skal forsøge at overtage. Det kræver, at man ophæver ens personlige ”fordomme”, det vil sige det, der er særligt ved ens personlige situation. Er man personligt sur på forfatteren til en tale, må man lægge den surhed til side for at kunne bedømme eller ”smage” talen ordentligt. Læser man et værk fra en anden tid, må man ligeledes lægge sin egen tids besynderligheder til side:
”I must depart from this situation; and considering myself as a man in general, forget, if possible, my individual being, and my peculiar circumstances. A person influenced by prejudice, complies not with this condition, but obstinately maintains his natural position, without placing himself in that point of view which the performance supposes.”
Hume forestiller sig ikke, at man skal ophæve alt individuelt ved en selv. Hans ”man in general” kommer med visse forbehold. For værket forudsætter et bestemt ”point of view” og ikke et fravær af ”point of view”. Man skal altså forsøge at blive en slags ideal modtager af værket[5].
Bemærkninger: Den senere æstetik i århundredet især i den tyske idealisme skal radikalisere Humes tanker om ”a man in general”. Det sker for eksempel hos Karl Philipp Moritz, for hvem skønheden simpelthen annullerer subjektet og bliver stedet for det ”selvforglemmelse”. Nu er det ikke bare personens ”fordomme”, men selve personen, der forsvinder. Hos Kant sker noget lignende i den ”interesseløse interesse”, som er betingelsen for, at vi kan opfatte skønhed. Og i den særlige universalitet, som gælder æstetiske domme: Vi mener, at andre må dele vores æstetiske domme, selv om de ikke følger objektive love. Og mere til. Hume mener, at værket virker på modtageren på en bestemt måde, som modtageren kun kan se, hvis han indtager et bestemt ”point of view”. Det har altså et formål, for eksempel at være morsomt eller tragisk. Det bliver sidenhen til, at værket ikke skal virke på nogen bestemt måde, fordi det ikke har andet formål end sig selv; og det kan modtageren kun se, når han helt opgiver sig selv. Igen ville Hume sikkert have fundet dette unødigt ekstremt i teorien og uladsiggørligt i praksis. Slut på bemærkninger.
Hume er lidt i tvivl om forstandens status. Måske er den ikke en essentiel del af smagen selv, men den er i hvert fald påkrævet, for at smagen kan fungere ordentligt. Forstanden har flere opgaver. Den skal den kontrollere fordommene og dermed sikre fordomsfriheden. Den skal også minde os om formålet med de forskellige genrer, historie, poesi og så videre, så vi kan bedømme værkerne ifølge deres rette genre. Forstanden sætter os i stand til at forstå værkets komposition, delenes indbyrdes forbindelse og deres forbindelse til hele værket, så vi kan vurdere helhedens sammenhæng og ensartethed (”the consistence and uniformity of the whole”). Endelig bedømmer forstanden også, om de skildrede personer i et værk er plausible: Om det, de gør og siger, hænger sammen med dem, de er.
Sammen danner disse fem egenskaber smagens standard og det, vi kaldte den æstetiske karakter. De kan dog ikke stå helt alene. For at smagen kan udøves, skal en vis mental indstilling også være på plads. Man er nødt til at møde værket på en bestemt måde: “A perfect serenity of mind, a recollection of thought, a due attention to the object; if any of these circumstances be wanting […] we shall be unable to judge of the catholic [i betydningen: almen] and universal beauty.” Denne indstilling er ikke helt til at skelne fra fordomsfriheden. Den skærper også kritikerens koncentrationen og tillader ikke noget ”to enter into his consideration but the very object which is submitted to his examination.” Uskelneligheden er selvfølgelig lille og uproblematisk.
Bemærkninger: Socialhistorisk set skitserer Hume her en borgerlig koncentrations- eller fordybelsesæstetik. Værket har en værdi, som kun kan værdsættes, når det mødes på en måde, der fokuserer på det alene. Af sin modtager kræver værket tid, omhu og koncentration. Vi er endnu ikke helt der, hvor værket har en værdi i sig selv og er sit eget formål. Men vi er der, hvor værket for at kunne bringe nydelse, må opfattes ”i sin egen ret”. Vi er også der, hvor værket for at kunne bringe nydelse må værdsættes på en upersonlig måde, med koncentrationen rettet mod det, ikke mod en selv, og nok ikke engang mod ens nydelse af det. Det er igen tanken om ”det autonome værk”, der så småt dukker op. Den skal siden glide sammen med tanken om værkets ”indre rigdom” og danne en tredie tanke: Værket som ”en verden for sig selv”, som ”sit eget univers”. Der er trods alt ikke megen fidus i at have en verden for sig selv, hvis den er fattig og overstået på to minutter. Slut på bemærkninger.
Hume har nu etableret en smagsstandard og en æstetisk karakter. Tilbage står to opgaver:
1) at forklare, hvordan vi kan vide, hvem der er i besiddelse af den: Hvem af alle dem, der gør krav på at tale om skønhed og nydelse, besidder smagsstandarden og har æstetisk karakter?
2) at forklare, hvordan smag og meninger om skønhed og nydelse, kan være forskellige, uden at smagsstandardens universalitet går itu.
Ad 1) Hume bruger ikke megen tid på sin argumentation her, og den er heller ikke særligt god. Smag i sig selv er nok subjektiv, i den tidligere nævnte forstand at smag ikke angår facts og derfor ikke er et spørgsmål om sandhed og falskhed. Men om nogen har smag er et spørgsmål ”of fact, not of sentiment.” Videre: at der findes en smagsstandard, er alle enige om. At finde ud af, hvem der besidder den, kan derfor nok være svært, men det gælder så meget andet også. Derfor kan vi ikke gøre ”no more than in other disputable questions which are submitted to the understanding.” Og det er at frembringe de bedste argumenter, vi nu kan finde.
Bemærkninger: Hume forskyder som sagt sit emne fra værkets kvaliteter til den smagendes kvaliteter, det vil sige den æstetiske karakter. Det er ikke et problem, hvis det er muligt at identificere, hvem der har æstetisk karakter uafhængigt af identifikationen af et værks kvaliteter. For at identificere dem, der har æstetisk karakter, har vi en smagsstandard (Humes eller eventuelt en anden). Det ser derfor ud til, at vi kan identificere æstetisk karakter uafhængigt af identifikationen af et værks kvaliteter. Imidlertid synes den æstetiske karakter ikke at komme til udtryk i andet end nydelsen og bedømmelsen af et værks kvaliteter. I så fald er vi ikke kommet videre. Hume har brug for at forklare, hvordan man kan se, at nogen har en stærkere æstetisk karakter end en selv. Vi tror, at dette er muligt, og vi tror, at det ofte sker i praksis. Teoretisk lader det sig dog ikke gøre uden at etablere en logik for smagsargumenter, som ikke kan være logikken for argumenter om sagsforhold (”real matter of fact”). Logikken for smagsargumenter synes at være en logik, der henleder opmærksomheden på det i et værk, som giver en bedre forståelse af værket og dermed mere nydelse. (Den må snarere være åbnende end tvingende.) Smagslogikken må derfor referere til værkets kvaliteter og kan således ikke etableres uden om dem.
Den må også beskæftige sig med, hvordan et værk påvirker os, når det nu ikke er kausalt, og når man også skal fastholde en vis variation i smagen. Slut på bemærkninger.
I øvrigt, fortsætter Hume, udvælger tiden de bedste værker for os. I modsætning til for eksempel filosofien, hvis teorier kommer og går, er der i nydelsen en anden ensartethed over tid:
”Just expressions of passion and nature are sure, after a little time, to gain public applause, which they maintain for ever. Aristotle, and Plato, and Epicurus, and Descartes, may successively yield to each other: But Terence and Virgil maintain an universal, undisputed empire over the minds of men. The abstract philosophy of Cicero has lost its credit: The vehemence of his oratory is still the object of our admiration.”
Bemærkninger: I dag er det vel ikke mange, der tror på det. Måske lige så mange, som læser Terents og Cicero. Slut på bemærkninger.
Ad 2) Hvad er grundene til en rimelig variation og forskellighed i smagen? Der er to. Den første er “the different humours of particular men.” Disse sindstilstande (humours) må ikke forveksles med fordomme. Fordomme er individuelle særegenheder i personlighed eller situation, som det er muligt at se bort fra, når man oplever et værk. To personers forskellige sindstilstande skyldes “a diversity in the internal frame or external situation as is entirely blameless on both sides, and leaves no room to give one the preference above the other” (vores fremhævelse). Særligt aldersforskelle er et eksempel på sindstilstande, men der findes også andet. Vi citerer in extenso:
”A young man, whose passions are warm, will be more sensibly touched with amorous and tender images, than a man more advanced in years, who takes pleasure in wise, philosophical reflections, concerning the conduct of life and moderation of the passions. At twenty, Ovid may be the favourite author; Horace at forty; and perhaps Tacitus at fifty. Vainly would we, in such cases, endeavour to enter into the sentiments of others, and divest ourselves of those propensities which are natural to us. We choose our favourite author as we do our friend, from a conformity of humour and disposition. Mirth or passion, sentiment or reflection; which ever of these most predominates in our temper, it gives us a peculiar sympathy with the writer who resembles us.
One person is more pleased with the sublime; another with the tender; a third with raillery. One has a strong sensibility to blemishes, and is extremely studious of correctness: Another has a more lively feeling of beauties, and pardons twenty absurdities and defects for one elevated or pathetic stroke. The ear of this man is entirely turned towards conciseness and energy; that man is delighted with a copious, rich, and harmonious expression. Simplicity is affected by one; ornament by another. Comedy, tragedy, satire, odes, have each its partizans, who prefer that particular species of writing to all others. It is plainly an error in a critic, to confine his approbation to one species or style of writing, and condemn all the rest. But it is almost impossible not to feel a predilection for that which suits our particular turn and disposition. Such preferences are innocent and unavoidable, and can never reasonably be the object of dispute, because there is no standard by which they can be decided.”
Humes argumentation for, hvorfor netop disse sindstilstande er hinsides enhver smagsstandard, er måske ikke så grundig. Det har at gøre med, at man er ”entirely blameless” for dem. Men han er ikke i tvivl om, at de er hinsides enhver smagsstandard; og fordi de er det, er det umuligt at give den ene eller den anden ret. Variationen er derfor rimelig og fornuftig.
Den anden rimelige grund til variation er: “[…] the particular manners and opinions of our age and country.” Mange af disse er ganske vist fordomme, som man kan og bør sætte sig ud over, selv om det kan være svært. Men nogle fordomme er mindre fordomme end andre. Der findes moralske fordomme, og dem bør man ikke opgive. Der er, mener Hume, sket reelle, moralske fremskridt fra antikken til hans egen tid, og at opgive disse vil være en fejl:
”[W]here the ideas of morality and decency alter from one age to another, and where vicious manners are described, without being marked with the proper characters of blame and disapprobation, this must be allowed to disfigure the poem, and to be a real deformity. I cannot, nor is it proper I should, enter into such sentiments; and however I may excuse the poet, on account of the manners of his age, I never can relish the composition. The want of humanity and of decency, so conspicuous in the characters drawn by several of the ancient poets, even sometimes by Homer and the Greek tragedians, diminishes considerably the merit of their noble performances, and gives modern authors an advantage over them.”
Afsluttende bemærkninger: For Hume er der endnu et bånd mellem skønhed og moral, fordi også moral vækker vores nydelse og ubehag (pleasure/displeasure) og kalder på vores bifald og fordømmelse. Senere i århundredet skal det bånd rives over. Mest kraftfuldt hos Kant, der fjerner moralen fra nydelsen. I stedet knytter han den til den rene pligt. Den skal gøres, fordi den er pligt, og det bliver egentlig suspekt, hvis det vækker nydelse at gøre den, for så har man måske gjort sin pligt, fordi det vækker nydelse at gøre den. Båndet brydes også hos Schiller, der forbinder moral med nødvendighed og skønhed med frihed. Og det brydes hos Moritz, der forbinder moral med formål og skønhed med mangel på formål.
Begge dele – både løsrivelse af moral fra nytte samt skønhedens ”formålsløshed” – hænger sammen og har rod i en uklarhed hos Hume, som han i sin samtid ikke stod alene med. Som sagt er det muligt at nyde forskellige genrer. Humes eksempelmateriale viser dette, og denne kommentar om retorik, poesi og historie gør det også :
“Every work of art has also a certain end or purpose for which it is calculated; and is to be deemed more or less perfect, as it is more or less fitted to attain this end. The object of eloquence is to persuade, of history to instruct, of poetry to please, by means of the passions and the imagination. These ends we must carry constantly in our view when we peruse any performance.”
Kommentaren er interessant, fordi den angiver nydelse som poesiens formål, mens retorik og historie har andre formål. Med det in mente begynder det jo at virke oplagt, at poesi egentlig er det eneste, man kan nyde. De andre genrer kan man måske bifalde, hvis de lever op til deres formål. Talen overbeviste mange, derfor er den god. Historien belærte mange, derfor er den god. Men da deres formål ikke er at vække nydelse, kan kriteriet for deres godhed heller ikke være, om de gør det. Hvis de endelig vækker en form for ”nydelse”, må det være nydelsen ved at se noget opfylde sit formål. Men den nydelse, poesien (og kunsten) vækker, er en direkte nydelse. Det kan selvfølgelig være, at man får en vis, metaagtig nydelse af at se et poetisk værk leve op til sit formål (: at vække nydelse). Men da må det først have vakt egentlig nydelse. I praksis bliver det selvfølgelig en noget sofistisk distinktion.
Netop derfor kan poesien og kunsten også blive ”formålsløse” eller ”deres eget formål”. Vi nyder dem ikke, fordi vi ser, at de lever op til deres formål. Vi nyder dem slet og ret ”for deres egen skyld”. Dermed begynder man også at se det moderne skel mellem fag- og skønlitteratur. For Hume var ”litteratur” hovedsageligt noget, der var skrevet ned, og skønlitteratur (belletristik) var noget, der var skrevet ned og på en eller anden måde tillige var skønt. Nu begynder den at blive noget andet. Noget, som må læses, forstås og ikke mindst smages anderledes. Vi tror selv, at dette er rigtigt. Det efterlader dog et problem. Der kan være en reel nydelse ved at læse litteratur, der ikke er skønlitteratur, men for eksempel taler eller historier eller filosofi. Den nydelse kommer af ”stilen” og ikke af en bedømmelse af, om teksten lever op til genrens formål. Churchills taler fra krigstiden, kan læses med nydelse, uagtet om man derved føler trang til at forsvare England eller vurderer, at hans daværende publikum må have følt det. Omvendt er det nok umuligt at læse for eksempel Husserl uden at blive klogere, men man kan heller ikke gøre det uden at kede sig halvt ihjel. Der er med andre ord sådan noget som ”det velskrevne”. Men så længe det ikke betragtes som væsentligt, så længe man kan nå sit formål uden at være ”velskrivende”, er det bare flødeskum. Slut på afsluttende bemærkninger.
[1] Man kan læse dette eksempel på hans litteraturkritik:
”Ariosto pleases; but not by his monstrous and improbable fictions, by his bizarre mixture of the serious and comic styles, by the want of coherence in his stories, or by the continual interruptions of his narration. He charms by the force and clearness of his expression, by the readiness and variety of his inventions, and by his natural pictures of the passions, especially those of the gay and amorous kind: And however his faults may diminish our satisfaction, they are not able entirely to destroy it.”
[2] John Milton; John Ogilby; John Bunyan; og John, nej, Joseph Addison. Det er en broget skare, som viser at ”genius and elegance” er overordnede og genreuafhængige begreber for Hume. Bemærk også common sense-udgangspunktet: Der kan godt findes stemmer, som afviger fra fællesskabet, men der er ingen grund til at tage dem alvorligt. Man kan sige noget, der er så ekstravagant, at man diskvalificerer sig selv fra deltagelse i samtalen.
[3] For Hume er filosofi ikke særlig vigtigt i menneskelivet. Vores spekulative tanker betyder meget lidt for, hvordan vi faktisk lever, og filosoffen er bare en, der som Hume selv tilfældigvis finder en vis nydelse i læne sig tilbage og filosofere og for resten har tid og penge nok til det.
[4] Ifølge Danto er det nok også meget godt. Adskillelsen af nydelse og erkendelse, hvilede nemlig på en dobbelt angst: for billeder og for kvinder. Den gjorde disse to farer harmløse ved at fjerne dem fra den virkelige verden:
”In the eighteenth century, pictures and sculptures underwent transformation into aesthetic objects, to be addressed through a kind of disinterested contemplation. They were put on pedestals, so to speak, the way women once were, to be admired as decorative trophies. I have often thought that the aestheticization of images and of women was an ingenious response to the perceived danger of both. […] Aestheticization was a defensive measure against the fear that images would penetrate consciousness and cast us into sin.” (‘Tilman Riemenschneider’, op. cit.)
[5] Mange år senere i den moderne litteraturkritik, nemlig i Wayne Booths The Rhetoric of Fiction, dukker tanken op igen som den “implied reader”, som et værk ligesom bærer i sig, og som er den egentlige, om end ideale modtager af værket. ”The implied reader” er ideal, fordi han deler værkets ”moralske univers”, dets ”verdensbillede”, og han kan derfor forstå værket, sådan som det intenderer at blive forstået. Hume og Booth har den tanke til fælles, at værker søger at påvirke modtageren på en bestemt måde. Skal det lykkes, skal visse forudsætninger være på plads i modtageren. For vores omtale af Booth, se her.