Han tog hende i sine arme – om eufemismer, roser og kusser

Maerten van Hemskerck: Allegori over uskylden og listen (u.å.)

Først en flad skive selvbiografi: Da tekstogbetydning endnu stod i et romantisk forhold til S, fortalte hun os ved udvalgte lejligheder, at vi misrepræsenterede hende, vi gjorde hende uvirkelig, vi satte hende op på en piedestal, kort sagt, vi gjorde en eufemisme ud af hende, mens vi nok mente, at vi så hende, som hun var, altså skøn, ikke forskønnet, og således kan eufemismer og vores forestillinger om andres brug af eufemismer så splid mellem elskende i en svær og forfærdelig verden…

En eufemisme er en overført betydning, der erstatter en betydning, som er unævnelig, med en anden betydning, som er nævnelig, med den kommunikative intention, at den erstattede betydning (den unævnelige) forstås uden besvær via den erstattende betydning (den nævnelige). Af dette følger en række ting, som vi vil se på efter en kort terminologisk afklaring.

For at kunne tale konsekvent og formelt anvender vi termerne ’unævnelig’ og ’nævnelig’, hvoraf den sidste er klodset og grim. Den er også tilstrækkeligt præcis. Andre, semantisk fyldigere termer er problematiske, fordi deres semantik fragter forestillinger med sig, om hvad der er henholdsvist u- og nævneligt og hvorfor. I de første udkast til teksten her anvendte vi parret ’skyldig’/’uskyldig’, og hvor ’uskyldig’ nok forekommer os en dækkende betegnelse for det, der kan nævnes, er dens umiddelbare modsætning, ’skyldig’, for snæver, for det uskyldiges modsætninger kan også være det anstødelige, det urene, det grimme, det farlige, det onde, det falske og sikkert meget mere. Vi vil dog ved lejlighed have behov for at skelne mellem den betydning (for eksempel det ord), der er u- eller nævneligt, og den ting, betydningen repræsenterer, og vi vil da ændre termerne. Og nu tilbage til rækken af ting, som følger af vores indledende definition.

For det første følger, at en eufemisme opstår, hvor et bestemt tegn eller en bestemt betydning ikke kan nævnes. Det er altså ikke kun det, tegnet betegner, men tegnet selv, som er unævneligt. Men når tegnet er unævneligt, er det selvfølgelig, fordi det betegner noget, der er anstødeligt/skyldigt/urent/med mere. Eufemismen tydeliggør altså, hvor nært tegnet hænger sammen med det, som det repræsenterer. I en saussuresk semiotik[1], ifølge hvilken tegns indholdssider er arbitrære inddelinger af en art grå tankemasse og egentlig slet ikke repræsenterer noget, er det svært at se, hvor der er plads til unævneligheden, og hvorfor nogle tegn skulle være unævnelige og derfor have behov for at blive erstattet af andre tegn. Hvor mange forskellige indholdssider et tegnsystem end kan skabe, synes det ikke at kunne skabe oplevelsen af visse indholdssider som u- henholdsvis nævnelige. Den oplevelse må stamme fra det, tegnene repræsenterer, og den fragtes med over i tegnet. Selv i en pænt permissiv kultur som vores, vil det vel vække anstød at onanere til et middagsselskab, og netop derfor bliver det også vanskeligt at nævne onani til et middagsselskab. Peirceansk formuleret står vi med eufemismen over for et ’symbol’ (eller et endnu mere kompliceret tegn), der nok er abstrakt og alment, ligesom det saussureske tegn er det, men som slæber noget af sin oprindelse i ’ikonet’ (lighedstegnet) og indekset (kausalitetstegnet) med sig, og det er i denne sammenhæng mellem tegn og betegnet, at unævneligheden af visse tegn findes.

For det andet beror eufemismens mulighed på anstødets/skyldens/urenhedens/med meres eksistens, og det synes klart, at anstødet/skylden/urenheden/med mere er kulturelt variabelt: Forskellige betydninger og ting kan eller kan ikke være anstødelige/skyldige/urene/med mere og det i større eller mindre grad. Man ville således kunne skrive en rig anstødets/skyldens/urenhedens/med meres og eufemismens kulturhistorie, men her er vi optaget af en mere formel, semiotisk beskrivelse.

Ud fra det, at anstød/skyld/urenhed/med mere og eufemismer er variable, følger to grænseforestillinger. Man kan forstå sproget som et domæne, der principielt kan variere fra det komplette fravær af eufemismer – intet er unævneligt, og enhver spade kaldes en ’spade’ – til eufemismens totale dominans – alt er unævneligt, og ingen spade kan kaldes en [beep]. Det første er muligt at forestille sig: et sprog helt uden eufemismer, i hvilket alt i alle situationer kan nævnes lige så bogstaveligt som da Adam navngav dyrene (1 Mos 2,19). Den virkelige, semiotiske lektie i den myte er ikke, som det ellers ofte antages, at sproget skulle være en nomenklatur, men at tingene (i hvert fald de levende væsner) har navne, og at disse navne er ”bogstavelige”, ikke-overførte betydninger (se i øvrigt vor tidligere analyse af teksten).  Netop fordi tingene ikke har navne, før de får det af Adam, har Adam ingen mulighed for at omtale tingene eufemistisk (eller for den sags skyld på nogen anden overført måde). Han kan kun tale direkte. Og det er altså lektien.

Anderledes forholder det sig med det sprog i hvilket alt er eufemistisk (eller blot overført): Det er umuligt at forestille sig (men rundtosset skægt at forsøge). Årsagen er, at ingen kan vide, hvad der tales om, hvis al tale er overført. Selv den kognitive metaforteori fra Lakoff og Johnson, der som bekendt påviser en enorm mængde overført betydning i vores sprog, lader den overførte betydning udspringe af noget uoverført. Den overførte tale og dermed også eufemismen er afhængig af, at der findes uoverført tale, og således formuleret turde det være indlysende nok.

For det tredie kan eufemismen ikke forklares fyldestgørende ud fra det eufemistiske tegns egen struktur. Man er nødt til at inddrage den kommunikative intention. Som sagt er en eufemisme en overført betydning. Som sådan er den strukturelt tvetydig. Principielt vil den altid kunne forstås direkte så vel som overført. Men eufemismen er en af den slags tvetydigheder, som stræber mod entydighed. Det er meningen, at den skal forstås overført og kun overført. ’De gik i seng sammen’ fungerer kun som eufemisme for ’sex’, når udtrykkets bogstavelige betydning ikke opfattes. Den vellykkede eufemisme ligner derved den døde metafor. Dens overførte betydning er så fasttømret, at dens bogstavelige betydning ingen eller næsten ingen rolle spiller. Eufemismen er med andre ord bedst (kommunikativt mest effektiv), når den er en fast vending. Man kan se, hvordan selv simple variationer over ’de gik i seng sammen’ ligesom genopvækker den bogstavelige betydning og dermed også udtrykkets tvetydighed: ’sammen gik de i seng’, ’de var sammen om at gå i seng’, ’sammen lagde de sig i sengen’. Måske sker det kun mildt, men det sker mærkbart, og den, der kan huske sin barndom eller har forsøgt at lære et fremmedsprog, vil genkende den usikkerhed, der kan opstå, når de voksne eller de indfødte anvender noget, der måske er eufemismer, men måske ikke er det. Vi skal senere vende tilbage til dette eksempel, men når ’drøm’ i heianperiodens japanske hoflitteratur betyder ’sex’, giver den eufemistiske betydning jo ikke sig selv, men må læres i et tilløb af misforståelser og tvetydighed (medmindre nogen selvfølgelig bare fortæller en, hvad eufemismen er en eufemisme for, men det kan kun gøres i et meget ueufemistisk øjeblik).

For nylig har vi selv haft lejlighed til at gøre os en mikrostudie i eufemismens etablering. Takket være internettets magi har vi kunnet se værker af kunstneren Fie Norsker og gengiver her et par hentet fra kunstnerens hjemmeside:

Fie Norsker: The Magician (2011)

Fie Norsker: Mosaic Bat (2008)

Og det, syntes vi, så jo uskyldigt nok ud, endda smukt og stimulerende. Nu har kunstneren også gjort værker som dette:

Fie Norsker: Dick Painting (2006)

Og i det hele taget har hun i andre værker udfyldt gabet mellem den tydelige og den symbolske, den bogstavelige og den overførte, pik med et par intermediære former, der fasttømrer den symbolske pik som symbolsk pik og forhindrer, at den gestalt (aflang, opretstående, med knop på toppen), der danner for eksempel en mandsskikkelse eller bare en mere abstrakt form, kan ses som blot en mandsskikkelse eller som blot en mere abstrakt form[2]. Pointen er ikke, at andre end tekstogbetydning er hurtigere til at se for eksempel The Magician som en fallos, for de findes nok. Pointen er, at Norskers samlede oeuvre selv fastlægger, at The Magician er en fallos, og det sker i en proces, der ligner den, hvorved eufemismer dannes[3]: Den bogstavelige betydning stilles så mange gange sammen med en anden betydning, at den første til sidst viser hen til den anden, som på sin side da er ført over i den første.

Norsker tilbyder os en tydeliggørelse af en almen, semiotisk proces. Både pikken i Dick Painting og mandsskikkelsen i The Magician er figurative (om end på simplificeret vis) og repræsenterer som sådanne en genstand. Når nu mandskikkelsen bringes til at repræsentere en pik, sker det i kraft af en lighed mellem de to figurative repræsentationer, mandsfiguren og pikfiguren. Denne lighed, som vi ovenfor kaldte ’intermediær form’, er ikke selv figurativ og repræsenterer ikke i sig selv et objekt. Men den kan males som en non-figurativ gestalt, og Norsker gør det flere gange, for eksempel her

FIe Norsker: Hair Ghosts (2006)

Og det er altså i kraft af dette i sig selv non-figurative element, at ligheden mellem de to figurative elementer kan fremhæves, og betydningen ’mand’ kan bringes til også at betyde ’pik’[4].

Imidlertid er der, som læseren vil have bemærket, en asymmetri i forholdet mellem mandstegnet og piktegnet, idet vi siger, at det er det første, der bringes til at betyde det sidste, ikke den anden vej. Altså nok ’mand = pik’, men ikke uden videre ’pik = mand’, selv om oeuvret synes principielt åbent for også denne tolkning, og selv om det non-figurative tegn, der assimilerer de to figurative tegn, ikke i sig selv rummer eller kan rumme nogen retningsanvisning. Så hvorfor skaber samstillingen af mandstegn og piktegn ikke en overførsel af manden til pikken, så ’pik’ nu betyder ’mand’?[5] Det synes, som om ’pik’ er en mere, om man vil, prægnant betydning, der, om man vil, kan forlænge sig ind i andre betydninger. Mens ’mand’ er en mindre prægnant betydning end ’pik – men måske en mere prægnant betydning end for eksempel ’tårn’ eller noget andet[6]. Hvis dette er korrekt, så findes der en slags prægnanshierarki, men det er uvist for os, hvilken status et sådan skal tilskrives. Gælder det kun for tekstogbetydning (og er vi da seksualfikserede)? Gælder det den kultur, tekstogbetydning lever i? Eller – velsagtens mere sandsynligt – gælder det mennesket?

Det kan måske være nyttigt, i hvert fald skægt, at sammenligne eufemismen med dens slægtning, den lumre antydning[7]. Som eufemismen er den lumre antydning tvetydig, men ulig eufemismen entydiggør den i mindre grad sin tvetydighed og kan relativt oplagt forstås både bogstaveligt og overført. Den er mulig at misforstå. Man skal ligesom regne den ud, og den får derfra sit humoristiske potentiale: For at fejre hendes hjemkomst hejste han flaget. Ser man kun den bogstavelige betydning, misser man vitsens pointe. Men ser man kun den overførte betydning, og det vil sige: ser man en ren eufemisme, misser man selve vitsen[8].

Som sagt er det dog næppe muligt kun at se den overførte betydning, fordi den qua overført er afhængig af tilstedeværelsen af en bogstavelig betydning, der hele tiden kan blive synlig igen. Det er dette, der her får komikeren David Mitchell til at tale om den morsomme antydnings forvandling til det dumme ordspil. Hvad der set fra komikkens side er et dumt ordspil, kan imidlertid set fra anstændighedens side være en velvalgt eufemisme[9]. Potentielt kan enhver eufemisme forstås tvetydigt, fordi den bogstavelige betydning altid kan aktiveres, og jo mere den bliver det, desto mere mister eufemismen sin entydiggjorte betydning. Imidlertid er det ikke alle eufemismer, der er helt entydiggjorte og fungerer som faste vendinger. Ofte må man gribe uden for sprogets standardinventar af eufemismer, og når det ikke nødvendigvis sår tvivl om eufemismen og forvandler den til en antydning, skyldes det noget i den kommunikative situation og intention. Vi har dog ikke kræfterne til at opstille den eufemismens pragmatik, som det vil kræve at gøre rede for det.

Under alle omstændigheder beror eufemismen på den tvetydighed, der er enhver overført betydnings betingelse, men den fremstår alligevel entydig og skal gøre det, fordi dens formål er at kalde en spade noget andet uden dog at efterlade tvivl om, at er en spade, der tales om[10]. For at opnå denne entydighed må eufemismen fungere som en fast vending, hvis betydning alle kender, eller den må på anden vis blive entydiggjort.

Entydigheden giver nu eufemismen en principiel vilkårlighed. I princippet kan hvad som helst fungere som en eufemisme for hvad som helst andet: ’at regne’ kunne betyde ’at kopulere’, ’at samle myrer’ kunne også gøre det. Dette gælder imidlertid kun i princippet og forudsætter en voluntaristisk fantasi, der ikke lader sig hæmme af at motivere sine udsagn. Men i menneskets semiotiske praksis er selv de længst ude eufemismer motiverede i noget i den bogstavelige betydning, der gør den overførte betydning til en meningsfuld erstatning for den bogstavelige[11]: nok ’at gå i seng sammen’, men ikke ’at regne’[12].

I de trende fakta, at a) eufemismen er en entydiggørelse af en tvetydig, overført betydning, at b) den som overført betydning står i et motiveret forhold til den bogstavelige betydning, samt at c) den på nævnelig vis udtrykker noget ellers unævneligt, finder vi årsagen til dens indlysende nytte: Den gør det muligt at nævne det unævnelige uden (megen) plads til misforståelse.

Vi finder imidlertid også årsagen til dens problem, måske endda dens paradoks. For at kunne virke må eufemismen få en i sig selv nævnelig betydning til at stå for en unævnelig betydning, og den må knytte denne nævnelige betydning tydeligt (så godt som entydigt) til den unævnelige. Dermed ekspropierer eufemismen en nævnelig betydning, så denne nu ikke længere er mulig at bruge for sig selv (i sin egen bogstavelige og nævnelige betydning).

Er det en gang for alle fastlagt, at ”han tog hende i sine arme” er en eufemisme for sex (noget unævneligt) og ikke blot kan betyde, at han tog hende i sine arme (noget nævneligt), så er der noget, som det ikke længere er muligt at sige, og for så vidt dette noget netop må være noget nævneligt, for ellers kunne det ikke fungere eufemistisk for det unævnelige, er der noget nævneligt, som det ikke længere er muligt at sige. Jo flere eufemismer der nu findes, desto flere nævneligheder er det ikke længere muligt at udsige – og desto større bliver tabet: Han tog hende i sine arme, hun faldt i hans arme, de omfavnede hinanden igennem natten, de sukkede dybt, han gengældte hendes suk, hendes barm bølgede lidenskabeligt, de sov sammen, de gik i seng sammen, deres blikke mødtes – eufemismen gør alt dette til det samme. Sidder der en læser derude og tænker, ja, selvfølgelig, det er jo det, det betyder, naturligvis er det eufemismer[13], kan vi måske vække ham lidt med nogle endnu barskere eksempler: I introduktionen til Murasaki Shikibus  Historien om Genji finder vi disse hårrejsende oplysninger om sproget ved datidens japanske hof:

Yume (dream) is the stock literary word for sexual intercourse between lovers. Some readers have wondered whether the men and women in the tale ever actually do anything, since they seem to spend their nights merely chatting, but katarau, which ostensibly means that, actually refers to other intimiacies as well[14]. (The same euphemism exists in medieval French and probably in many other languages.) The verb “see” can also be stronger than expected. A man who “sees” or “is seeing” a woman (a standard expression) is at least to some extent sharing his life with her, and Genji’s having “seen” Utsusemi in a pitch-dark room means bluntly that he has possessed her. – Vi citerer fra Royall Tylers indledning til hans egen oversættelse af værket.

Så snart alt dette, så snart noget, er gjort til en eufemisme, er der noget, der ikke længere lader sig sige: at de (blot) så hinanden i øjnene, at de (blot) talte sammen hele natten. Og så videre. Alt det bliver bare en ”drøm”. (Det ser dog ikke ud til, at man i perioden led af nogen victoriansk seksualforskrækkelse. Historien om Genji rummer selv flere elskovsaffærer, og i Sei Shonagons samtidige Pudebog læser vi blandt andet dette i afsnit 181: “It’s delightful to see someone who’s a great ladies’ man and is pursuing numerous love affairs, arriving home at dawn from who knows what night-time tryst.“)

I sine effekter er eufemismen altså dobbelt. På den ene side, dette er dens intenderede virkning, gør den det muligt at tale om det, man ellers ikke kan tale om. På den anden side, og dette er dens uintenderede virkning, gør den det tendentielt uladsiggørligt at tale om noget, man ellers sagtens kunne tale om. Den virker med andre ord for at gøre det unævnelige nævneligt, men hen mod at gøre det nævnelige unævneligt. Medmindre man vil bestride muligheden af, at nogen, at to elskende, (blot) ser hinanden i øjnene[15], eller at han (blot) tager hende i sin arme, er det indlysende, at dette er et tab af muligheden for at tale om noget, et tab af nævnelighed, og det er bedrøveligt.

Der er selvfølgelig måder at omgås dette på. Det vil altid være muligt at afmontere en eufemisme ved højt at sige, at den betydning, man anvender ikke skal forstås som en: ”De gik i seng sammen – men det var bare for at sove.” ”Hun sov hos mig – men der skete ikke noget.” Men det er klodsede og ærgerlige udsagn, der aldrig kan have nogen friskhed i sig, fordi de altid skal forklares, og man kan overveje, hvilken skønhed der vil være tilbage i for eksempel disse vers fra Goethe ‘Willkommen und Abschied’, hvis digteren ud over at skrive dem også skulle informere om, at en eufemistisk forståelse ville være forkert:

Ich sah dich, und die milde Freude
Floß aus dem süßen Blick auf mich.
Ganz war mein Herz an deiner Seite,
Und jeder Atemzug für dich.
Ein rosenfarbnes Frühlingswetter
Lag auf dem lieblichen Gesicht […]

Endnu værre stedt er billedkunsten, og billeder i det hele taget, der slet ikke har muligheden for at forklare sig selv. I en verden, hvor for eksempel udsagnet ”de var alene i haven” skal vække bestemte tanker, er det tydeligt, hvad dette billede egentlig forestiller

Walter Dendy Sadler: To kærester spadserer (uden år)

Og hvordan skal man nu se, at de to unge mennesker, og lad dem endelig være kærester, (blot) er sammen i haven? Og hvordan skal man selv male en historie for sit indre øje om to, der spadserer i en have?

Vi kan ikke lade være med at citere den danske litteraturhistories vel mest berømte eufemisme, nemlig rosenscenen i begyndelsen af J. P. Jacobsen Fru Marie Grubbe, og vi citerer for læseglædens skyld (eller uskyld) in extenso:

Hun gik hen mod Indgangen og rakte efter en Rose, der sad oppe i Løvet, men hun kunde ikke naa den. Saa gik hun udenfor og plukkede af Slyngroserne; jo mere hun plukkede, jo ivrigere blev hun, og snart havde hun Skjørtet fuldt. Hun bar dem ind i Løvstuen og satte sig ved Bordet Een for een tog hun dem op af Skjødet og lagde dem paa Stenpladen tæt op til hinanden, og snart var Stenen skjult under et blegrødt, duftende Svær.

Den sidste Rose var tagen, hun glattede Skjørtets Folder og de løse Blomsterblade og de grønne Blade, der havde sat sig fast i Kjolens Luv, strøg hun af, og blev saa siddende med Hænderne i Skjødet og saae paa Rosenfloret.

Denne Blomsterlød, der krusede sig i Skjær og Skygger, fra Hvidt, der rødmer, til Rødt, der blaaner, fra fugtig Rosa, der næsten er tung, til et Lilla saa let, at det kommer og gaar som om det drev i Luften – Hvert enkelt, rundet Blomsterblad, yndigt hvælvet, blødt i Skyggen, men i Lyset med tusinde neppe synlige Gnister og Blink; med alt sit favre Rosenblod samlet i Aarer og spredt i Huden … og saa den tunge, søde Duft, den drivende Em af den røde Nektar, som koger i Blomsterets Bund.

Hurtigt strøg hun sine Ærmer op og lagde de nøgne Arme ned i Rosernes milde, fugtige Kjølighed. Hun vred dem rundt i Roserne, der med løste Blade flagrede mod Jorden, saa sprang hun op og fejede med ét Strøg Alt det bort, der var paa Bordet og gik ud i Haven, rettende paa sine Ærmer. Med blussende Kinder og hastige Skridt gik hun ned gjennem Gangene og ud, og fulgte saa langsomt Havediget op mod Kjørevejen.

Hvis det, man læser her, er én lang eufemisme for ”hun onanerede”, bereder man sig selv et fattigt læseliv, og man gør sig selv til en dårlig tekstlæser, for der er alt for mange detaljer i teksten, der ikke lader sig forstå eufemistisk, så man i det mindste bliver nødt til at forklare, hvorfor teksten lader sin grundlæggende metafor – rose = kusse – strømme langt ud over bredden af, hvad nævneligheden og anstændigheden kræver.

Nok om det. Lad os i stedet kaste et blik på eufemismens sorte tvilling: den forgrimmende omskrivning eller dysfemismen, som erstatter en nævnelig med en unævnelig betydning (som hvis for eksempel ’sex’ kaldes ’knepperi’). Hvor eufemismen skal sløre, at der tales om noget unævneligt (og derved bevarer eller opretter talens uskyld/anstændighed/renhed/med mere), skal dysfemismen afsløre, at det nævnelige dækker over det unævnelige (hvorved den ødelægger talens (eufemistisk påtagede) uskyld/anstændighed/renhed med mere).

Formelt er eu- og dysfemismen modsætninger, men reelt synes der at være en forskel på dem. Formelt har også dysfemismen en dobbelt virkning, for idet den i sin første virkning anvender unævneligheder for nævneligheder, forhindrer den i sin anden (utilsigtede) virkning, at der er reelle unævneligheder – hvis først ’kneppe’ bruges der, hvor to taler sammen gennem natten, hvordan skal man da sige, at de knepper? Men det opleves ikke sådan. Det opleves ikke, som om dysfemismen taler overført om det nævnelige. Det opleves, snarere som om det nævnelige aldrig har været andet end en eufemisme for det unævnelige. Hvor eufemismen forskønner, virker det, som om dysfemismen ikke så meget forgrimmer, som den taler lige ud af posen i et fravær af forskønnelse og ikke i et positivt nærvær af forgrimmelse[16].

Alligevel må dysfemismen adskilles fra den nøgterne eller saglige tale, der tilstræber at finde neutrale betydninger for alt. Lægesprog er et godt eksempel, ’penis’, ’vagina’, ’coitus’ og så videre, alle disse termini technici har ikke noget forhold til det, de taler om, og netop derfor kan de tale frit eller i hvert fald distant om det. I modsætning hertil opleves dysfemismen ikke som distant, men som tæt på det, den taler om, og i modsætning til eufemismen, der opleves som indirekte, en omvej eller en indpakning, er dysfemismen direkte (den pakker ikke noget ind, den taler uden omsvøb). Vi ser altså, at både sagligheden og eufemismen er på afstand af det, de taler om; sagligheden ved ikke at tilkendegive noget forhold til det, så talen bliver ”objektiv” eller ”naturlig”; eufemismen ved at fjerne sig fra det og ligesom vende ryggen til det, uden dog at glemme, hvad der er bag ryggen.

Tekstogbetydning har ved et par lejligheder opretholdt anstændigheden ved at vende ryggen til en kvinde, som skulle klæde om. Det, der fyldte mest i vores i bevidsthed, var ikke den væg, vi nu så ind i, men det, at vi så væk fra noget – og det selv om bemeldte kvinder ikke interesserede os erotisk. Det er en eufemisme.

En anden gang så vi en yderligere kvinde – endnu en til hvem vi ikke stod i nogen erotisk relation – klæde sig ugenert om foran os. Uden overhovedet at advare os om sin intention skiftede hun trøje, så vi kort kunne – men ikke for at vi skulle – se hendes barm. Det er saglighed. Hun gjorde det med en kontrolleret hast, der fortalte os, at blottelsen netop var saglig, ikke koket eller på nogen måde indladende, men heller ikke pinlig. Det gjorde indtryk på os, fordi hun midt i et potentielt vildnis af upassende adfærd og hentydninger, formåede at gøre noget ikke-upassende og ikke-hentydende (medmindre hun da bare var for klodset til at gøre en ordentlig hentydning, som en ven foreslog eller på vores vegne håbede, da vi berettede ham anekdoten).

Min elskede er en rose. Lad os se på det udsagn. Det er ikke veletableret som eufemisme, og udsagnet kan forstås med ’rose’ som metafor for ’smuk’ (subsidiært for ’naturlig’, for ’blomst/plante/vegetativt væsen’ og sikkert for mere også). Det er selvfølgelig også muligt at se ’rose’ som en metafor for ’kvindelige kønsdele’ og dermed som en eufemisme (for så vidt vi befinder os i en kultur, der ser ’kvindelige kønsdele’ som noget unævneligt; gør vi ikke, er ’rose’ for ’kvindelige kønsdele’ stadig en metafor, men ikke en eufemistisk metafor[17]). Som en modsætning til ’rose’ som eufemisme for ’kvindelige kønsdele’, findes dysfemismer for ’kvindelige kønsdele’ som for eksempel ’fisse’, ’piksprække’ og ’skambøf’, eller hvad man nu kan finde i en slangordbog. Og så er der psykoanalytikerne og de psykoanalytisk inspirerede litterater, som danner en lille, men interessant og indflydelsesrig kultur, i hvilken ’rose’ faktisk opfattes som en veletableret eufemisme, og for hvem ’rose’ altid betyder ’kvindelige kønsdele’ – og for hvem det meste i virkeligheden betyder noget seksuelt. Vi husker Freuds Forelæsninger til indførsel i psykoanalysen, som i en ung alder imponerede os mægtigt, fordi så meget, for eksempel en skuffe, ja en hvilken som helst beholder, afsløredes som et vaginalsymbol, og også fordi – i en analytisk kraftpræstation – selv en ballonfærd viste sig at være en fallos, som den hævede sig og trodsede tyngdekraften[18]. Endog mere imponerer den i dag mindre kendte, men engang betydelige dr. Sándor Ferenczi, som i sin Sex in Psychoanalysis (p. 227) urokkeligt skriver:

The derisive remark was once made against psychoanalysis that the unconscious sees a penis in every convex object and a vagina or anus in every concave one. I find that this sentence well characterizes the facts.[19]

Hvad psykoanalytikeren ser overalt, er dog ikke ægte eufemismer, men seksualsymboler, en art kryptoeufemismer, der deler det med eufemismen at erstatte det unævnelige med det nævnelige, men adskiller sig fra den, idet intentionen bag er ubevidst, så den bevidsthed, der anvender kryptoeufemismen, ikke ved, at den anvender en eufemisme. Med dette etableret bliver psykoanalytikeren, hvis arbejde består i at vise kryptoeufemismens eksistens, en kryptodysfemist, hvis tale deler det med dysfemismen, at den erstatter det nævnelige med det unævnelige, men adskiller sig fra den ved det element af oplysning, der ligger i ikke bare at sige det unævnelige, men at fortælle den bevidsthed, der har sagt det nævnelige, at det i virkeligheden er den selv, der siger det unævnelige, bare ubevidst. Samtidig forsøger psykoanalytikeren at binde samme bevidsthed til den indsigt, at en cigar kun sjældent er en cigar. Psykoanalysens kryptoeufemismer er eufemismer, i den forstand at de faktisk er entydige – ligesom at ”gå i seng sammen” næsten kun kan betyde ’sex’, kan for eksempel ’cigar’ og ’skuffe’ næsten kun betyde ’fallos’ og ’vagina’ –, men de er entydige på kryptisk vis: Man ser det ikke, før man har knækket koden. Deri ligner psykoanalysen et fremmedsprog, hvis eufemismer man som sagt kun kan lære famlende, indtil man har lært dem fuldt, og den første bevidsthed, psykoanalytikeren må lære dette, er selvfølgelig hans egen.

Heri er psykoanalysen ikke enestående, selv om den nok er radikal. Al analyse, hvis mål er at vise en skjult betydning nedenunder en åbenbar, synes at fungere på samme vis. En del litterær analyse, også af ikke-psykoanalytisk tilsnit, ser tekstens egentlige betydning i en morale, et budskab eller en art livsvisdom, så man kan spørge sig selv, hvad man efter analysen skal med den analyserede tekst, der nu fremstår som en kryptoeufemisme for analysens resultat. Her er et eksempel. Den slags analyser har altid trættet os – også når vi selv har foretaget dem –, fordi vi synes, at de indskrænker teksten i stedet for at forstå den, meget på samme måde som den eufemistiske brug af ”han tog hende i sine arme” indskrænker den bogstavelige brug af ”han tog hende i sine arme”[20]. Et andet eksempel på kryptoeufemismer giver platonismen måske, for så vidt den argumenterer, at hele fænomenernes verden er et billede af ideernes verden, der er unævnelig, ikke fordi den er anstødelig/syndig/og så videre, men fordi den er ontologisk forskellig fra ethvert sprog, der kunne nævne den. Fænomenbilledet er yderligere entydigt et tegn på ideen, entydigheden er bare ikke er indlysende, men må påvises i en analyse, der til sidste munder ud i en intuition. Alle forskelle ufortalte ønsker platonismen ligesom psykoanalysen at bevidstgøre mennesket, ligesom den er dens metode afsløringens metode, og ligesom den må den i sidste ende læres som et fremmedsprog, hvis eufemismer kun gradvist kan forstås, indtil man til sidst kan sparke stigen væk under sig, skue ideerne og tale fremmedsproget som et modersmål.

Dette viser selvfølgelig bare, at eu- og dysfemismen er tilfælde af to mere generelle fænomener, nemlig tildækningen og afsløringen. Formuleret således forklarer det måske også den overfor omtalte asymmetri mellem dem og, hvorfor dysfemismen kan optræde som sandheden om eufemismen, mens eufemismen ikke kan optræde som sandheden om dysfemismen: Vi opfatter ikke sandheden som en tildækning[21].

Men psykoanalyse og platonisme, det er ikke længere virksomme kræfter i vores kultur. Den første lever i en stadigt mere raffineret udgave blandt visse litterater og filosoffer og er samtidig i en mindre raffineret udgave gledet ud i en folkelig bevidsthed. Den anden lever slet ikke. Men der findes i dag en virksom tankegang, som ikke arbejder på at afsløre kryptoeufemismer, men derimod kryptodysfemismer. Vi tænker på den politiske korrekthed[22], hvis arbejde består i at påvise, at og hvordan et stort antal betydninger er entydige, men ikke indlysende dysfemismer (’lesbisk’, ’neger’). Som i psykoanalysen er målet at bevidstgøre mennesket om og dermed frigøre det fra disses uheldssvangre indflydelse og erstatte kryptodysfemismerne med en terminologi, der skal være er saglig (’cis-kønnet’, ’LGBTQ+’, ’afrodansker’), selv om den kan grænse op til eufemismen, fordi den til tider også skal være opbyggelig og gøre sin bruger empowered. Som i psykoanalysen kalder det mål på en vedvarende og årvågen oplysning, en art kulturel terapi, og som i platonismen, jævnfør Platons sociale reformforslag i Staten, kalder det også på en omdannelse af de sociale strukturer, der bagom ryggen på individuelle bevidstheder og disses adfærd skaber og opretholder kryptodysfemismerne i dem. Til forskel fra Platon, der ikke mener, at alle kan blive filosoffer, det vil sige bevidstgjorte, er tanken dog, at alle kan opnå denne oplysning, hvis ikke i dag, så i morgen, og eliten af statsvogtere, der skal overvåge og regulere borgernes adfærd, tænkes derfor at være en blot midlertidig foranstaltning. Parallelt med systemet af kryptodysfemismer afslører den politiske korrekthed også det system af kryptoeufemismer, som Nietzsche påviste. De vigtigste blandt disse er nok dem, at ’sandhed’ er en eufemisme for ’magt’, ’moral’ for ’du er forkert’ og ’dette er rigtigt’ for ’hold din kæft’.

Så er der da trukket et par perspektiver. Vi orker dog ikke tegne dem tydeligere op og fiser ud med en lille typologi. Der er to typer af femistisk tale, eu- og dysfemistisk. De er kendetegnet ved at erstatte henholdsvis en unævnelig betydning med en nævnelig og en nævnelig med en unævnelig. Husker vi også, at den unævnelige betydning er unævnelig, fordi den betegner en skyldig (uren, farlig og så videre) ting, og den nævnelige betydning betegner en uskyldig (ren, ufarlig og så videre) ting, fås dette:

Femistisk tale:

1) eufemisme: nævnelig eller uskyldig tale om skyldige ting;

2) dysfemisme: unævnelig eller skyldig tale om uskyldige ting;

Som man ser, lader typologien sig let komplementere med to former for non-femistisk tale, nemlig

3) unævnelig eller skyldig tale om skyldige ting (når hårdt knepperi kaldes ’hårdt knepperi’); og

4) nævnelig eller uskyldig tale om uskyldige ting (når elskov kaldes ’elskov’).

En dag vil vi måske finde kræfter til at se på non-femismerne, men nu er det tid til at sove, måske endda at drømme:

William Powell Frith: Søvn (1872)

 

[1] I dag synes Saussure selv en noget hengemt skikkelse, men især den socioarbitrarisme, der præger hans semiotik, lever videre.

[2] Norsker har gjort noget lignende med kussen, så at halvellipser som disse

Fie Norsker – Ukendt titel (ukendt år)

bliver tydelige kussetegn via malerier som dette

Fie Norsker: Rivers End (2016)

Og i noget, der måske er en lille genistreg, har hun endda forenet pik og kusse:

Fie Norsker: Solitude – Still in Love with You (2011)

[3] Norskers oeuvre er næppe eufemistisk, fordi dets intention næppe er at gøre det ellers unævnelige nævneligt, men måden, hvorpå hun etablerer sine seksualsymboler, er også måden, hvorpå man etablerer eufemismer. Sandsynligvis er hendes værker snarere dysfemismer. Mere om dem senere.

[4] Peirceansk formuleret er der tale om to ikoner, et pikikon og et mandsikon, der begge i første ombæring betegner i kraft af en lighed med deres objekt, og som så i anden ombæring bringes til at betegne hinanden indbyrdes via et diagram eller en almen lighed mellem dem.

[5] Vi ser i dagligsproget noget lignende. Her kan om ikke ’mand’, så dog ’manddom’ betyde ’pik’, og nok kan ’pik’ også bruges for ’mand’, men ikke uden at virke reduktivt og nedladende. Udbredt på amerikansk er netop ’dick’ for ’man’, men hvor stolt selv den største mand end er af sin pik, er det en ikke en ros at kalde ham en.

[6] Er dette rigtigt, så kan en fænomenologisk forståelse af lighedsrelationen – i modsætning til en logisk – ikke uden videre se den som transitiv: Hvis A ligner B, er det ikke sikkert, at B ligner A.

[7] Som i øvrigt selv må skelnes fra den lumre hentydning, der i modsætning til antydningen rummer et element af opfordring og invitation. Vores terminologi er underudviklet, men forskellen er virkelig. Heller ikke denne forskel er strukturel, men må findes i udsagnets kommunikative intention, og vi foreslår, at den manifesterer sig deiktisk, så at ’den lumre antydning’ er en vittig bemærkning om, hvad der rører sig under bæltestedet, mens ’den lumre hentydning’ er en vittig bemærkning, om hvad der nu og her rører sig under afsenderens bæltested i forhold til modtageren. En overskrift som ”Borgmester serverer rekordlang borgmesterstang” er eller kan i hvert fald forvandles til en lummer antydning; men borgmesteren selv, der spørger sin sekretær, om hun, blink, blink, kunne tænke sig en bid af hans rekordlange borgmesterstang, præsterer en lummer hentydning. Selv dette udsagn, der ellers er klart opfordrende (”prøv”), overbeviser ikke som hentydning, for selv om det er bundet til en bestemt udsigelse, er den ikke bestemt nok. Forholdsordet ’hos’ tilkendegiver et sted og gør ’bageren’ til en metonymi for ’bagerbutikken’, hvorfor det bliver uklart, hvem der opfordrer til at prøve trekanten. Dertil synes henvendelsen for bred, den er ikke rettet mod en bestemt modtager. Af den grund ville ”Prøv bagerjomfruens trekant” også falde som hentydning. I sidste ende er det måske også bare for urealistisk, selv om den lumre hentydning og det ønske, der animerer den, vel ikke altid er kendetegnet ved en stærk realisme. En erstatning af ‘hos’ med ‘med’ ville være effektiv, men også næsten fjerne tvetydigheden, fordi det er for urealistisk at skulle spise en trekant med bageren, så kun den seksuelle trekant og ikke bagværket står tilbage som betydning. Den nu næsten komplet manglende realisme – hverken at spise eller at have en trekant med bageren ligger lige for at forestille sig – gør derimod det udsagn vanskeligt (og spændende) at forstå.

[8]‘Tis but thy name that is my enemy;/ Thou art thyself, though not a Montague./ What’s Montague? It is nor hand, nor foot,/ Nor arm, nor face, nor any other part/ Belonging to a man”, siger Julie til Romeo med en lummer antydning, der ikke er en eufemisme, fordi den ikke synes entydig nok: For mange dele af manden er unævnte, til at man kan være sikker på, at udsagnets sidste del står for den reelt unævnelige del, mens det dog er et oplagt bud, da mandens unævnelige del som sagt er en mere prægnant del af ham end for eksempel hans skulder. I Baz Luhrmanns filmatisering kan man se, hvordan Claire Danes som Julie med en på samme tid skælmsk og drømmende grimasse hjælper forståelsen af udsagnet som lummer antydning (eller ligefrem lummer hentydning) godt på vej. Dette er dramatisk vellykket, fordi det uddyber Julies karakter, men det fjerner noget af vitsen, fordi den nu forklares lidt. Først og fremmest er scenen dog visuelt lykkelig, fordi den præsenterer et ansigtsudtryk så herligt, at det bagefter hænger på plakater inde i tekstogbetydnings sind. Se det selv.

[9] Vi kan godt lide David Mitchell og vil derfor gerne vise ham fra hans bedste side.

[10] Man kan her se en anden (mindre dygtig) komiker brokke sig over netop dette. Hvad Louis CK forstår er, at eufemismer er så entydige, at de næsten bliver bogstavelige betydninger og derfor står i fare for at ophøre med at være eufemismer. Hvad han ikke forstår, eller presser komik ud af ikke at ville forstå, er, at det trods alt kun næsten sker, for selv om eufemismen nøder ham til at tænke det unævnelige ord i sit hoved, forbliver det derinde og siges ikke højt, og det er den afgørende forskel. Hvorfor den er afgørende, hvorfor det, som alle tænker, og som alle ved, at alle tænker, kan forblive uproblematisk, så længe ingen siger det, kalder, som hun også sagde i går, på mere uddybning.

[11] Når Louis CK’s eksempel på en eufemisme, der næsten ikke længere er nogen, men truer med at kollapse tilbage i den bogstavelige og unævnelige betydning, er så velvalgt, skyldes det den stærke motivering af ’n-word’ for ’nigger’. Det samme gælder ’the f-word’ for ’fuck’ og danske udtryk som ’for f…’. På synekdokisk vis at erstatte det unævnelige ord med forbogstavet i det virker som en minimal eufemisme, der knap når at lægge afstand til det, den skal eufemisere, og som derfor bliver noget ineffektiv. En endog minimalere eufemisme er måske at stave sig igennem hele det unævnelige ord. Vi kan ikke gennemskue, om det kan fungere. Kan man uden at forbryde sig mod unævneligheden af ’nigger’ stave sig igennem ’n-i-g-g-e-r’? Når forældre staver sig igennem ord, deres små børn ikke skal forstå, er det jo heller ikke for ved en eufemisme at kommunikere noget ellers unævneligt, men snarere for at hemmeligholde det for en trediepart – og det vil sige for ikke at kommunikere.

[12] Sandsynligvis vil læseren allerede have mærket sin egen semiotiske fantasi forsøge at motivere en sammenhæng mellem ’at regne’ og ’at kopulere’… Selv er vi nået til en sammenhæng mellem ’at regne’ og ’at ejakulere’, men kan ikke komme videre. ”Han lod det regne over hende” er for resten en smuk sætning, når den tages for pålydende, men når den forstås overført, og ’det’ fastlægges som ’hans sæd’, forsvinder skønheden, og det skyldes selvfølgelig, at hverken ”han ejakulerede over hende” eller ”han lod sin sæd falde over hende” er vage nok til at være poetiske. Der er yderligere varianter. ”Han lod sin sæd regne over hende” synes en kikset eufemisme, der nok bevarer en smule omskrivning (’regne’), men for resten er så eksplicit, at eufemismen næsten ophæves, og sætningen virker derfor mere som et forsøg på at forskønne noget, hvis grimhed dog stadig træder frem – måske så meget desto tydeligere, fordi man ser, at det ikke kan skjules. ”Han lod sin sperm regne over hende” er en smule spændende, fordi forskønnelsesforsøget i ’regne’ står i skarp kontrast til ’sperm’, der synes så vulgært, at det slet ikke lader sig forskønne, hvorfor sætningens intention nok heller ikke er en eufemisme, men snarere netop en kontrast. Nu kan vi så ikke komme på mere (men havde dog en lummer antydning tilbage).

[13] Det forekommer tekstogbetydning, at vi lever i en kultur med en som sagt pænt permissiv seksualmoral. Den har derfor ikke det store behov for eufemismer. Om andre kulturer – typisk de historiske perioder, der er gået forud for den selv – ved den, at de var mindre permissive, ja ligefrem seksualforskrækkede, og derfor forstår den deres eufemismer, men den forestiller sig ikke, at to tidligere mennesker kunne ”omfavne hinanden igennem natten” (hvad der vel ellers havde været rimeligt at forvente af de seksualforskrækkede). Dette er et tab af fantasi og kan som sådan altid fremstilles som en gevinst i realisme – hvis forholdet mellem de to er et nulsumsspil, men mere realistisk betragtet er et tab af fantasi snarere et tab af handlemulighed: Man gør ikke det, man ikke kan forestille sig.

[14] Vor note. Fra en artikel af Julian Barnes om Ford Maddox Fords roman Parade’s End løfter vi denne passage om forholdet mellem samtaler og -lejer:

Tietjens’s notions of love and sex […] are summed up at one point as follows: ’You seduced a young woman in order to be able to finish your talks to her.’ Which Is the exact opposite of one conventional male view, in which ‘chatting up’ with luck leads to sex, and afterwards you wonder what to talk about. (Tietjens’s idea is a less engaging version of what Ford himself believed. As he put it, rather more sweetly, in propria persona: ‘You marry to continue the conversation’).

Selv har tekstogbetydning fundet sin 25-øre af erotisk visdom i det dictum, at den man ikke mener at kunne snakke med bagefter, skal man holde sig fra, men egentlig skal man nok også holde sig fra flere af dem, man kan snakke med bagefter. Men altså. Det er klart, at samtalen som eufemisme for samlejet, gør det svært at tale om samtalen som samtale.

[15]O Mädchen, Mädchen,/ Wie lieb’ ich dich!/ Wie blickt dein Auge!/ Wie liebst du mich!” skriver Goethe i ‘Mailied’.

[16] Vi er ikke sikre på, hvad denne asymmetri i forholdet mellem eu- og dysfemisme skyldes. Eufemismen slæber ligesom altid lidt bevidsthed om det unævnelige med sig over i den nævnelige betydning (jævnfør Louis CK’s monolog), mens dysfemismen ikke fragter det nævnelige med sig over i den unævnelige betydning. Det ligner forestillingen om, at virkeligheden i sidste ende altid er grim, uretfærdig, svær, lidelsesfuld og så videre, og at enhver realisme, der er sit navn værdig, må vise dette. I litteraturen er det for eksempel Pontoppidans ’Ørneflugt’ over for Andersens ’Den grimme Ælling’ og det moderne gennembruds (ofte urimelige) opgør med romantikken, men om det er en arv derfra, eller om tankegangen (hvad vi tror) er anderledes fundamental, kan vi ikke sige.

[17] For at få noget, der er en overført betydning til også at blive en eufemisme, som i sig selv er en overført betydning, er det nødvendigt at indlejre et lag mere af overført betydning: Lad ’rose’ stå for ’kvindelige kønsdele’. Da får vi udsagnet ”min elskede er kvindelige kønsdele”, og det er en synekdoke. Det er sandsynligvis også derfor, at ’rose’ for ’smuk’ uproblematisk tillader en forvandling af metaforen til en sammenligning, ”min elskede er som en rose”, mens ’rose’ for ’kvindelige kønsdele’ ikke gør det: ”Min elskede er som kvindelige kønsdele”.

[18]her er en sang om 99 fallosser.

[19] Vi har ikke selv læst værket, men Mary Douglas har (Purity and Danger, p. 122, Routledge 2003 (1966)).

[20] Omvendt gælder det selvfølgelig også, at ligesom ”han tog hende i sine arme” faktisk kan betyde ’sex’, og det vil sige: ligesom der kan findes eufemismer, kan der også findes tekster, som faktisk kan udtrykkes i et bogstaveligt eller direkte formuleret budskab, rundt om hvilket selve teksten er viklet som gavepapir.

[21] Men det forklarer stadig ikke, hvorfor nogle betydninger, for eksempel ’kusse’, så let kan optræde som afsløringer af andre betydningers egentlige betydning, for eksempel ’rose’, mens ’rose’ ikke uden en vis anstrengelse kan afsløres som den egentlige betydning af ’kusse’. Der er noget fantastisk og lykkeligt over dem, der ser en kusse og forstår, at den er en rose, men de er sjældne skabninger, måske fordi deres fantasi vanskeliggør deres reproduktion.

[22] Hvis den term da ikke i sig selv er en dysfemisme, som en debattør her mener, men vi synes, at hans alternativ, ’sproglig opmærksomhed’, er noget bredt.

Dette indlæg blev udgivet i Om tekstanalyse og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.