Udholdenhed og ligegyldighed – en analyse af den østgrønlandske myte ‘Havets moder’

Ingen tekstanalytiker kan længe modstå fristelsen til at foretage en myteanalyse under Lévi-Strauss’sk inspiration. Heller ikke os, og vi vil skride således frem:

1) Vi vil bede læseren om selv at orientere sig i teksten, som findes her. Den er oprindelig trykt i Knud Rasmussen: Myter og Sagn fra Grønland I, København 1921, pp. 95-99, og herfra henter vi selv vores henvisninger.

2) Vi vil efter en kort kompositionsanalyse isolere de modsætningspar, som strukturerer teksten.

3) Vi vil isolere den formidlende term, der tillader en overgang fra den ene side af modsætningerne til den anden.

4) Vi vil undersøge, hvordan denne formidlende term (og dens modsætning) giver struktur til hele teksten, der kan skildres som (en del af) et kredsløb mellem fire tilstande.

Lad os først påpege, at vores tekst nydeligt lever op til genredefinitionen på en myte, her hentet fra et opslagsværk:

M[ythen] sind (a) Erzählungen, die [… ] einen Plot entwickeln, durch den (b) eine   vorbildliche […] Geschichte konstituiert wird, die wiederum (c) über die Konstitution einer (raum-zeitlich-sozial) sinnvoll geordneten Welt (d) denjenigen Menschen, die aus dem jeweiligen M. heraus leben, existentielle Orientierung (Denken und Handeln) ermöglicht. – Auffarth, Christoph et al. (red.): Wörterbuch der Religionen, Kröner Verlag, Stuttgart 2006, p. 362

Vi tilføjer, at teksten dog ikke entydigt lokaliserer sine begivenheder i en mytisk urtid, som det ellers ofte forventes i faglitteraturen (se for eksempel J. Podemann Sørensens Komparativ religionshistorie, p. 48), fordi tekstens indledende ”man fortæller” er forholdsvist vagt sammenlignet med eksempelvis begyndelsen på ’De første Mennesker’: ”Der var engang for længe, længe siden en Tid, hvor alle Menneskene levede oppe i Himlen og var udødelige” (Rasmussen 1921, p. 71). Det forekommer også tvetydigt, om åndemaneren skal forstås som en faktisk eksisterende åndemaner, der har fortalt andre om sin rejse, indtil beretningen er endt her hos os, eller om han er en mytisk skikkelse. En lignende tvetydighed går igen i hans navn, ’den blinde’, der både kan være tilnavnet på en konkret person, men også kan være af typologisk art jf. forestillinger om et åndeligt klarsyn hos blinde, der overgår de seendes (model Teiresias). I hvert fald ét sted har teksten dog tydeligt karakter af en funderingsmyte, nemlig da havets moder siger dette til åndemaneren: ”Saa længe du lever dit Liv paa Jorden, maa du ofte komme til mig og rense mig, og det samme maa du bede de senere fødte om at gøre” (op. cit. 97).

Og nu til analysen: Kompositorisk falder ’Havets Moder’ i fem dele, hvoraf den første og den sidste indrammer en åndemaners (angakoqs, shamans) rejse. Første del angiver rejsens årsag (misfangst) og sidste del rejsens resultat (fangstdyrenes genkomst). Inden for denne ramme, som foregår i den naturlige verden, er rejsen placeret. Den foregår i den overnaturlige verden, hvor misfangstens problem skal løses. Selve rejsen er tredelt: udrejse – ophold hos havets moder – hjemrejse, og vi får altså dette lille skema:

Bopladsen – misfangst – naturlig verden (ca. fem linier)

Rejsens første del – udrejse – overnaturlig verden (ca. 34 linier)

Rejsens anden del – opholdet hos havets moder – overnaturlig verden (ca. 68 linier)

Rejsens tredie del – hjemrejsen – overnaturlig verden (ca. seks linier)

Bopladsen – fangstdyrenes genkomst – naturlig verden (ca. 29 linier)

Vi vil først betragte selve den treleddede rejse og dens struktur. Forholdet mellem ud- og hjemrejse kan ordnes i modsætningspar, hvoraf de vigtigste er:

udrejse                                                                hjemrejse

farefuld                                                               fredelig

udholdenhed (lang og besværlig)                    ingen udholdenhed (kort og ubesværet)[1]

ingen fangstdyr                                                 fangstdyr

hjælpeånder                                                       ingen hjælpeånder[2]

Modsætningsparrene er tydeligt dys- hhv. euforiske[3], og hjemrejsen optræder da også i forlængelse af fortællingens problem, misfangsten, mens udrejsen foregriber dets løsning, fangstdyrenes genkomst.

Tilbage står da beretningens midtpunkt: opholdet hos havets moder. Det er her, omslaget fra ud- til hjemrejse og dys- til eufori finder sted. Imidlertid er opholdet selv todelt i en kamp- og en rensningsfase, og disse faser reproducerer modsætningsparrene fra dikotomien hjem- vs udrejse.

kampen                                                              rensningen

farefuld                                                              fredelig

ingen fangstdyr                                                fangstdyr

hjælpeånder                                                      ingen hjælpeånder

Dog er korrelationen udrejse/hjemrejse over for kamp/rensning ikke komplet. Der er ét modsætningspar, som strukturerer forholdet mellem ud- og hjemrejse, men som ikke strukturerer forholdet mellem kamp og rensning, og som derfor bryder en mere omfattende parallelitet mellem de to forhold. Termen ’udholdenhed’ er nærværende på udrejsens side og fraværende på hjemrejsens, men den er nærværende under både kamp og rensning. Termen påkalder sig derfor analytikerens interesse.

Kampens afgørende omslag skildres med disse ord: ”efterhaanden begyndte hun dog at blive træt, og da var det, som om hun pludselig hørte, hvad Hjælpeaanderne raabte ind i Ørerne på hende” (op. cit. 96). Før havets moder kan formildes af hjælpeåndernes tilråb, har åndemaneren med sin udholdenhed trættet hende i brydekampen. Men også efter kampen, hvor åndemaneren står over for en nu både overvundet og formildet havets moder, har han brug for udholdenhed, mens han renser hendes hår: ”Det var et besværligt Arbejde, fordi det var saa langt, saa stridt og saa indfiltret” (ibid.). Først dette arbejde resulterer i fangstdyrenes frigivelse. Det er da ’udholdenhed’, der som formidlende term mellem to serier af modsætninger, formår at bane vejen fra ud- til hjemrejse og i sidste ende også formår at omgøre det dysforiske univers (uden fangstdyr) til et euforisk univers (med fangstdyr).

Til dette kommer så yderligere, at termen ’udholdenhed’ indgår i forholdet mellem en fysisk og en etisk verden. Lad os se nærmere på det.

Det grundlæggende omslag fra dys- til euforisk verden finder sted, i det øjeblik åndemaneren kan standse sit hårde arbejde, og smudset fra havets moders hår forvandles til fangstdyr. Dermed er det problem, åndemaneren skulle løse, også løst. Og dermed forsvinder også termen ’udholdenhed’ ud af teksten. I hvert fald tilsyneladende. For når nu problemet er løst, kunne det forventes, at åndemaneren sporenstregs ville forlade havets moder.

Efter hårrensningen ordner han imidlertid også hendes hår og modtager derefter hendes tak – og en belæring. Ordningen af håret og den efterfølgende taksigelse fra hende til ham udgør en gensidig anerkendelse af, at åndemaner og havmoder ikke grundlæggende er fjender, om end de netop har kæmpet mod hinanden. Dette må ses i følgerigtig forlængelse af, at det ikke var selve kampen mod havets moder, men først rensningen af hendes hår (under hvilken hun opførte sig godvilligt), der fremskaffede fangstdyrene og dermed løste åndemanerens problem. Men hvis havets moder således ikke var den egentlige modstander og dermed heller ikke den egentlige årsag til fangstdyrenes udeblivelse og problemets oprindelse, hvad var så? Svaret på det spørgsmål falder i den belæring, som havets moder nu uddeler, uden hvilken så vel åndemaner som læser havde stået tilbage med en gåde.

Den egentlige årsag til misfangsten skyldes menneskenes egen adfærd. De overholder ikke troens forskrifter, og de gør ikke bod. Teksten selv specificerer ikke disse forskrifter og denne bod nærmere[4], men nævner blot, at de angår tanker, som kredser om noget andet end det, der kan fylde maven: ”For det er ikke passende for menneskene udelukkende at have tanker, der kredser om mad og spise” (ibid.).

Der etableres her en sammenhæng mellem et fysiko-materielt og et etico-religiøst univers. Logikken synes at være denne: Hvis menneskene ikke tænker på andet end mad og spise, vil de ikke få mad og spise. Fraværet af etico-religiøs omhu motiverer fraværet fysiko-materiel tilfredsstillelse. Omvendt motiverer nærværet af etico-religiøs omhu – som må være netop det, åndemaneren har udvist under sit ophold hos havets moder – nærværet af fysiko-materiel tilfredsstillelse. Yderligere motiverer fraværet af fysiko-materiel tilfredsstillelse nærværet af etico-religiøs omhu (for netop i misfangstens tid drager åndemaneren af sted). Men dette sker først, da nærværet af fysiko-materiel tilfredsstillelse har motiveret fraværet af etico-religiøs omhu, for tilsyneladende er der sket det, at menneskene har glemt forskrifterne og altså den etico-religiøse omhu, under den tid i hvilken de modtog mad, spise og altså fysiko-materiel tilfredsstillelse.

Lad os opsummere forholdene i deres indbyrdes sammenhæng:

1) Nærværet af A (fysiko-materiel tilfredsstillelse) motiverer fraværet af B (etico-religiøs omhu).

2) Fraværet af B (etico-religiøs omhu) motiverer fraværet af A (fysiko-materiel tilfredsstillelse).

3) Fraværet af A (fysiko-materiel tilfredsstillelse) motiverer nærværet af B (etico-religiøs omhu).

4) Nærværet af B (etico-religiøs omhu) motiverer nærværet af A (fysiko-materiel tilfredsstillelse).

Punkt 3 og 4 svarer til positionerne i tekstens rammefortælling før og efter åndemanerens rejse (misfangsten, der sender åndemaneren af sted, og den vellykkede rensning, der sender fangstdyrene tilbage). Punkt 2 gør havets moder selv rede for i sin belæring af åndemaneren (og via ham menneskene). Punkt 1, der angår spørgsmålet om, hvorfor i alverden menneskene glemmer forskrifterne, ekspliciteres egentlig ikke af havets moder, men berøres alligevel kort: ”Menneskene gør sig ikke umage for at leve Livet, og deres store Ligegyldighed er Skyld i, at jeg bedækkes med Smuds” (op. cit. 97).

Disse ord tillader os at vende tilbage til vores nøgleterm ’udholdenhed’. Vi er i en overnaturlig, åndelig, etico-religiøs dimensions, som teksten indtil havmoderens belæring har skildret billedligt, og denne billedlige ’udholdenhed’, viser sig ikke overraskende nu at være det samme som omhu, idet det afsløres, at dens modsætning ikke er ’kraftesløshed’ eller en lignende term for ’manglende udholdenhed’, men altså ligegyldighed. Det er denne ligegyldighed og dermed fraværet af (etico-religiøs) udholdenhed, der er årsag til misfangsten.

Dette forklarer ganske vist ikke, hvorfor menneskene ikke er (etico-religiøst) udholdende, men det angiver den manglende udholdenhed som deres grundlæggende problem, og i sidste ende synes man at stå med en tekst om en materiel velstand, der har medført en åndelig slaphed: Da der var mad nok, blev forskrifterne ligegyldige for åndemanerens folk, men de mistede ikke deres objektive gyldighed, og en genopdagelse af dem viste sig nødvendig for at bevare adgangen til føde.

Tekstens grundlæggende modsætningspar er altså udholdenhed vs ligegyldighed. Det er på grund af ligegyldighed, at problemet (misfangst) opstår, og det er på grund af udholdenhed, at det kan løses. Det er selvfølgelig også derfor, at netop åndemaneren kan løse problemet, for a) han udviser etico-religiøs omhu (”[…]du, som besøgte mig uden at have tanker for mad alene” ibid.); og hvad vigtigere er, b) han har hele sit liv igennem været ihærdig (: særligt udholdende) i denne omhu: ”[…] fordi du fra barnsben kun tænkte tunge tanker […]” (ibid., vor fremhævning).

Endelig er myten selv naturligvis et udtryk for en endda meget fundamental etico-religiøs omhu, mens dens fortsatte genfortælling er udtryk for en ihærdig etico-religiøs omhu. Således er den selv en af de tunge tanker.

Vore egne tunge tanker hører dog ikke op her. Når vi får fundet tid dertil, agter vi at fortsætte analysen af ’Havets moder’ i to retninger. I den ene retning vil vi bevæge os mod narratologi og ritualteori og påvise en mulig syntese af de to, mens vi i den anden retning vil bevæge os mod den politiske filosofi, idet tekstens brug af termen ’udholdenhed’, indgår i et kompliceret spil med og om magt, kamp, beherskelse, lydighed og i sidste ende samfundsdannelse.

Afsluttende ekskurs. I denne lille blindtarm af en kommentar vil vi påpege et aspekt af tekstens omslag fra dys- til eufori. Som tidligere påpeget mener vi, at hjælpeånderne og fangstdyrene er ækvivalente, men hinanden gensidigt udelukkende i teksten. De første indgår i det dysforiske univers, som de sidste indgår i det euforiske: de er på åndemanerens side. Når de ikke optræder samtidigt, er det, fordi de markerer en forskel på tekstens skildring af forholdet mellem, hvad man kunne kalde det konkrete og det abstrakte. Når hjælpeånderne er til stede, er disse niveauer adskilte; når fangstdyrene er til stede, er de samlede. Hjælpeånderne selv er overnaturlige væsner, der ubesværet kan forcere forhindringer og ellers optræder som kropsløse stemmer (de er en slags rest af ”ånd”, der er tilbage, når menneskene ellers har glemt den etico-religiøse omhu). Samtidig er beskrivelserne af de genstande, der optræder i rejsens første del, deskriptive, og genstandene selv er konkrete. Stenene er ”bedækkede med glatte alger”, og indgangen til havmoderens hus er spærret af en ”skummende elv”. På den ene side abstrakte hjælpeånder, på den anden side konkret natur. Til forskel herfra er fangstdyrene efter deres udfrielse af hårets fængsel på samme tid abstrakte og konkrete, idet de ved to lejligheder beskrives ved hjælp af en besjæling. Først er det den lille sortside, der smiler til åndemaneren, og siden er det alle fangstdyrene. Her synes altså det konkrete (dyret) og det abstrakte (venligheden) samlet i et under besjælingens udtryk. Vi tager dette som et tegn på, at spaltningen af det fysiko-materielle og det etico-religiøse er blevet overvundet, og bemærker, at en ubesjælet verden opfattes som ufarbar (: rejsens første del), mens en besjælet opfattes som farbar (: rejsens anden del). Ekskurs slut.

[1] Dette forhold mellem det besværlige og det ubesværede afspejles direkte i den mængde tekst, der bruges om hver rejse del: fireogtredive over for seks linier.

[2] Hjælpeånder og fangstdyr udelukker tilsyneladende hinanden, men det skyldes snarere, at de er variationer over samme instans. De smilende sødyr og fugle træder så at sige frem som hjælpeåndernes afløsere. Hjælpeånderne forsvinder mystisk ud af teksten, i det øjeblik fangstdyrene dukker op, og til sidst lader disse sig også beredvilligt fange.

[3] Nå vi skriver, at modsætningsparrene tydeligt er det ene og det andet, er denne tydelighed i sig selv en teoretisk ’naiv’ kategori. Dens opdukken her peger på et af de mange steder, hvor den semiotiske analyse har brug for en fundering i en semiofænomenologi, hvis eksplikation imidlertid ikke er vores ærinde her.

[4] Vil man se, hvad disse har drejet om sig i tekstens kulturelle kontekst, er de skildret i op.cit. 34-44. De angår skellet rent vs urent – et skel, som teksten selv tydeligt tematiserer. Vi ser dog ingen grund til at inddrage dem i vores analyse, hvis autonomi er os kær. Større lévi-straussianere er vi heller ikke. Deri ligger naturligvis en pointe. Fordi Lévi-Strauss interesserer sig for hele kulturer, har han brug flere tekster fra samme kultur for at kunne spore og dokumentere det særegne fletværk af kategoriseringer, der gør en given kultur til netop denne kultur (og det vil sige til netop denne transformation af et universelt, åndskategorielt inventar). Vi derimod interesserer os ikke på socialantropologisk vis for kulturer, men for tekster – og for almene ideer, og vores insisteren på tekstens autonomi finder sin begrundelse (en af sine begrundelser) i dette ’ideperspektiv’, fordi netop analysen af en isoleret tekst tillader, at ideerne kan betragtes uden for kontekst og dermed også alment. Hvor Lévi-Strauss finder sin almenhed i selve den kategoriserende aktivitet (”man kategoriserer, som man kategoriserer, men man kategoriserer”) og til dels også i en række af overordnede modsætningspar (især ånd vs natur), som går på tværs af kulturerne, finder vi vores almenhed i en begribelse af de ideer, som teksten behandler. Vi ser da os selv som en oversætter, der oversætter fra tekstens eget register (in casu mytens register) til et mere purt intellektuelt register, og i denne oversættelse, hævder vi, finder erkendelse sted. Ikke af kultur, men af den analyserede tekst så vel som af de ideer, denne behandler.

Dette indlæg blev udgivet i Tekstanalyser og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 Responses to Udholdenhed og ligegyldighed – en analyse af den østgrønlandske myte ‘Havets moder’

  1. Henning Ditlevsen skriver:

    Jeg har læst jeres analyse af “Havets moder” med interesse. Jeg er i øjeblikket i gang med at skrive en lærebog om inuitfilosofi til det grønlandske gymnasium. Jeg skal bl.a. skrive om samfundsopbygningen i Grønland og er derfor meget interesseret i at høre jeres tanker om, hvordan ’Havets moder’ og tekstens brug af termen udholdenhed kan indgå, som I skriver, “i et kompliceret spil med og om magt, kamp, beherskelse, lydighed og i sidste ende samfundsdannelse”.

    • tekstogbetydning skriver:

      Kære Henning Ditlevsen.
      Det er med en glæde ikke helt udelt, at vi modtager denne påmindelse om vores gamle løfte. Vi vil bestræbe os på at forfatte en kommentar inden alt for længe. Men som det allerede er åbenbart har vi før glemt løfter… Vi tillader os at notere Dem på vores mailingliste “Ven af analyse”, så De automatisk kan modtage besked om indlægget.

      Med venlig hilsen
      Tekstogbetydning

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.