Fantasi og virkelighed I – tekster uden Bedeutung

René Magritte: Forsøg på at male det umulige (1928)

De sidste par gange har vi på forskellig vis behandlet forskellen på virkelighed og kunst, og vi ønsker at fortsætte ad dette spor. Vi vil dog vende blikket fra billedkunsten mod skønlitteraturen og spørge, hvad der er forskellen på en skøn- og en faglitterær tekst, eller hvad der er forskellen på en fiktions- og en ikke-fiktionstekst, som det hedder i en mere moderne jargon hedder[1].

Måske – tør vi håbe så meget? – husker man endnu konklusionen på vores tekst om kunst og kausalitet: En hvilken som helst genstand kan betragtes som æstetisk, det vil sige som kunst, simpelthen ved at indtage en æstetisk indstilling til den. Ligeledes kan en hvilken som helst genstand betragtes som ikke-æstetisk, det vil sige som virkelig, simpelthen ved at indtage en praktisk indstilling til den. Den pointe holder vi her fast i, og vi vil denne gang tale om virkelighedsindstilling og virkelighedstekster (faglitteratur, ikke-fiktion) over for fantasiindstilling og fantasitekster (skønlitteratur, fiktion).

A) Med ’indstilling’ mener vi den bevidsthedens intentionalitet, man møder en given tekst med. Vi vil hævde, at indstillingen bestemmer teksten, der altså bliver virkeligheds- eller fantasitekst i kraft af at blive mødt med en virkeligheds- eller fantasiindstilling og ikke i kraft af nogen egenskab ved teksten selv. Først vil vi dog præcisere forskellen på de to indstillinger og dermed også de to teksttyper på følgende to måder:

A1) Virkelighedsindstillingen er en opfattelse af en given tekst som en virkelighedstekst, og det vil sige som en tekst, der kan være sand eller falsk. Virkelighedsteksten har, hvad Frege kalder Bedeutung og dermed sandhedsværdi[2]. Fantasiindstillingen er derimod en opfattelse af en given tekst som en fantasitekst, og det vil sige som en tekst, der ikke kan være sand eller falsk, som ikke har sandhedsværdi, og som ikke har Bedeutung, men som nok har Sinn[3]. Det er med andre ord meningsfuldt at spørge, om en virkelighedstekst (en tekst, man har en virkelighedsindstilling til) er sand eller falsk, mens det ikke er meningsfuldt at spørge, om en fantasitekst (en tekst, man har en fantasiindstilling til) er det. Virkelighedsteksten er (opfattes som) forbundet med den virkelige verden i kraft af sin Bedeutung; det vil sige i kraft af at besidde eller kunne tilskrives sandhedsværdien ’sand’ eller ’falsk’ (eller eventuelt en intermediær sandhedsværdi). Virkelighedsteksten udtaler sig om den virkelige verden, fantasiteksten gør ikke. Det giver ikke mening at spørge, om fantasiteksten er sand eller falsk. Overhovedet at stille det spørgsmål er at opfatte teksten som en virkelighedstekst ved at have en virkelighedsindstilling til den. (At stille spørgsmålet er ikke at misforstå fantasiteksten og fejlagtigt tage den for virkelighedstekst. At stille spørgsmålet er slet og ret at opfatte teksten som virkelighedstekst.)

Af den tanke, at fantasitekster ikke har Bedeutung, følger, at fantasitekster ikke er tekster om noget[4]. Fantasitekster er ikke tekster om den virkelige verden, og de er heller ikke tekster om mulige (kontrafaktiske) verdener, i hvilke de er sande (eller falske). Vi vil altså gerne distancere os fra den forskningstradition, der opfatter fiktion som mulige verdener. Vi udelukker ikke, at der findes tekster, som handler om mulige verdener, og der findes helt sikkert tekster, der handler om mulige tilstande, men ingen af dem er, hvad vi forstår ved fantasitekster.

Måske findes en mulig verden, i hvilken det er sandt, at Anna Karenina begår selvmord, og en, i hvilken det er sandt, at Odysseus blinder Polyfem (og måske er det endda den samme mulige verden), men da opfatter man ikke længere Anna Karenina og Odysseen som fantasitekster. Tekster om mulige verdener er simpelthen en anden slags tekst end fantasitekster, fordi de har Bedeutung og sandhedsværdi, også selv om disse er forskudte til den mulige verden[5].

I stedet for at sige, at fantasiteksten handler om en anden verden, vil det være rigtigere at sige, at den skaber eller fremdigter en anden verden, og dette fremdigtende udsagn kan slet ikke tilskrives nogen sandhedsværdi (det er ikke engang ”altid sandt”), fordi det fremdigtende udsagn er selve forudsætningen for tilskrivningen af sandhedsværdier, idet det er det ”noget”, hvorom sande og falske udsagn kan udsiges – det vil sige: Det er ”verden”. Om end en anden verden[6].

Ansatsvist kan vi måske uddybe forskellen på mulige verdener og fantasiens ”anden verden” ved at præcisere forskellen på to åndsevner. Fantasien adskiller sig fra det, vi kan kalde forestillingsevnen, som nok er broder til fantasien, men som danner forestillinger om den virkelige verden, hvor fantasien danner forestillinger om en anden verden (eller slet og ret danner en anden verden). Forestillingsevnens vigtigste aspekter er erindringen, der omhandler denne verden, som den var; foregribelsen, der omhandler denne verden, som den vil blive (og som vi anvender, hver gang vi sætter os for at gøre noget); og muligheden (kontrafaktualiteten), som omhandler denne verden, som den kunne være, men ikke er (”Gid jeg var rig…”, ”Hvis bare S. elskede mig…”[7]). Når det er meningsfuldt at tale om, at hukommelsen tager fejl eller har ret, eller om, at et projekt kan eller ikke kan føres ud i livet, eller bare om, at verden ikke er, som den kunne være, for S. elsker mig altså ikke, selv om hun kunne gøre det, er det netop, fordi hukommelsens, foregribelsens og mulighedens ”tekster” er virkelighedstekster med fregeansk Bedeutung. Fantasitekster derimod omhandler ikke denne verden, hverken som den var, som den vil blive, eller som den alternativt kunne være lige nu, men simpelthen en anden verden, som vi altså kalder fantasiens.

Det være hermed også sagt, at fantasitekster ikke beretter om en mulig verden, i hvilken det i modsætning til denne den aktuelle verden for eksempel er sandt, at der findes mindst et x, for hvilket det gælder, at x er en kvinde og har Blidernes sorte øjne. De beretter i stedet om en anden verden. Det vil sige: De fremdigter en verden. Forskellen på denne anden, fremdigtede verden og en mulig verden ser vi i, at den anden verden befinder sig hinsides skellet mellem mulig og aktuel, som er irrelevant for forståelsen af den, fordi så vel det mulige som det aktuelle er virkeligheder, og tekster om dem besidder Bedeutung.

Vi er (endnu) ikke parate til at udrede alt, hvad deraf måtte følge, og vores (nuværende) forståelse af mulige verdens-teorier for fiktion er heller ikke, hvad den burde være, men lad os alligevel gøre et par tøvende skridt ved at se nærmere på David Lewis’ klassiske artikel ’Truth in Fiction’[8]. Og lad det første skridt være at fremhæve, at hvad Lewis er interesserer sig for ikke så meget er, hvad fiktion er, men i stedet er et problem i den formelle semantik, nemlig hvad vi taler om eller refererer til, når vi taler om eller refererer til noget, som ikke eksisterer[9]. Lewis er optaget af at forstå, hvordan vi læsere af Conan Doyles historier om Sherlock Holmes kan fremsætte sande udsagn om Sherlock Holmes (om Watson, om deres fælles eventyr og så videre). Han giver derfor heller ingen streng definition på fiktion, men forudsætter, at den kan betragtes som en mulig verden for dernæst at fortælle – og her definerer han strengt –, hvornår et udsagn om en sådan verden er sandt. I disse definitioner[10] er indbygget et skel mellem fiktion og ikke-fiktion (”known fact”, kalder han det), og det er kun mere i forbifarten, at Lewis beskæftiger sig med forskellen på dem[11].

Den forskel angår nu, hvordan et udsagn udsiges (vi ville sige: med hvilken indstilling det opfattes). Det kan både udsiges som fiction eller som known fact. (Bemærk, at det nu ikke længere drejer sig om udsagn om en i forvejen givet fiktion, men om selve fiktionens udsagn; altså ikke for eksempel udsagnet ”Sherlock Holmes er en sand, victoriansk gentleman”, men for eksempel udsagnet, der indleder ‘A Scandal in Bohemia’: ”To Sherlock Holmes she is always the woman. I have seldom herd him mention her under any other name.”.) Hvad er nu forskellen på, om et udsagn udsiges som fiction eller som known fact? Det har at gøre med nær- eller fraværet af foregivelse (pretence) hos udsigeren:

Storytelling is pretence. The storyteller purports to be telling the truth about matters whereof he has knowledge. He purports to be talking about characters who are known to him […]. But if his story is fiction, he is not really doing these things. Usually his pretence has not the slightest tendency to deceive anyone, nor has he the slightest intent to deceive. Nevertheless he plays a false part, goes through a form of telling known fact when he is not doing so. This is most apparent when the fiction is told in the first person. Conan Doyle pretended to be a doctor named Watson, engaged in publishing truthful memoirs of events he himself had witnessed.” (op. cit. 40)


Vi må tilstå, at vi ikke rigtigt ved, hvad vi skal stille op med denne foregivelse, som ikke rigtigt er en foregivelse, som ikke rigtigt narrer nogen og heller ikke skal det, og som forekommer os næsten at være foregivelsen af en foregivelse, en foregivelse på skrømt. For os at se er den korrekte beskrivelse af forholdet mellem Conan Doyle og dr. Watson ikke, at Conan Doyle foregav at være dr. Watson, men at han fandt på ham[12], at han uden at foregive noget som helst, der har med sandhed at gøre, forestillede sig en verden, i hvilken ”dr. Watson” skriver memoirer om sin ven ”Sherlock” (i hvilken ”dr. Watson” ”skriver” ”memoirer” ”om” ”sin” ”ven” ”Sherlock”). Vi tror heller ikke, at hverken Conan Doyles eller læserens bevidsthed under skrivningen henholdsvis læsningen af Doyles historier er rettet mod en mulig verden, der set fra sit eget perspektiv er aktuel, ikke mulig, og i hvilken en ligeledes set fra sit eget perspektiv aktuel, ikke mulig, dr. Watson aktuelt, ikke muligt, skriver om sin aktuelle, ikke mulige, ven Sherlock, mens alt det så set fra vores perspektiv er muligt og ikke aktuelt.

Vi vil ikke sige, at udsagnet ”Der findes en mulig verden, i hvilken Sherlock Holmes’ ven, dr. Watson, eksisterer” er hverken falsk eller meningsløst. Vi tror bare ikke, at det dækker, hvad der er på færde i det, vi normalt kalder fiktion, og det dækker helt sikkert ikke det, vi mener, når vi taler om fantasitekster.

Når vi taler om Sherlock Holmes som beboer af en mulig verden, refererer vi til denne mulige verden, og ved, at den kunne være aktuel, og vi kan endda forestille os, at den (set fra sit eget perspektiv) er det. Når vi derimod fremdigter en anden verden beboet af Sherlock Holmes, refererer vi ikke til noget muligt, og vores udsagn har ingen Bedeutung eller sandhedsværdi; i stedet fremdigter vi noget, der nok kan kaldes sandt, men kun i den forstand et skabende ord er sandt. Lewis’ mulige verdener er på en eller anden måde allerede til (ligesom den aktuelle verden på en eller anden måde allerede er til), og vi får adgang til disse mulige verdener gennem forestillingsevnens eller ”mulighedssansens” kontrafaktiske virke og kan referere til dem ved hjælp af den. Vores fantasiverden er ikke allerede til, den opfindes (gennem fantasiens fremdigtende virke), og vi refererer ikke til den og taler ikke om den, så meget som vi udsiger den.

Måske kan forskellen på Lewis’ mulige verdener og vores fantasiverdener trækkes skarpest op således: Lewis forestiller sig i slutningen af sin artikel, at der kan gives umulige fiktioner:

Let us call a fiction impossible iff there is no world where it is told as known fact rather than fiction. That might happen in either of two ways. First, the plot might be impossible. Second, a possible plot might imply that there could be nobody in a position to know or tell of the events in question. If a fiction is impossible in the second sense, then to tell it as known fact would be to know its truth and tell truly something that implies that its truth could not be known; which is impossible.” (op. cit. 45)

Vi står over for to tilfælde, to slags tekster, af umulig fiktion. Det første tilfælde drejer sig om et umuligt plot. Idet vi følger Lewis’ eget eksempel om cirkeludrettere (ibid.) kan vi danne denne tekst: ”Efter megen møje og tre forliste ægteskaber fandt Salomon Berkenbosch langt om længe cirklens kvadratur.” Ifølge Lewis’ definition er den umulig fiction, for i ingen mulig verden kan den fortælles som known fact[13] snarere end som fiction. Men den kan ikke fortælles som known fact i nogen (mulig) verden, fordi cirklens kvadratur er en umulighed, og den kan derfor heller ikke fortælles som fiction i nogen (mulig) verden, for kun det, der kan fortælles om known fact kan fortælles som fiction. Men hvad er den så? Hvor umuligt dens ”plot” end er, er den helt sikkert blevet fortalt. Vi har lige gjort det[14]. Den er da, foreslår vi, ét af to (afhængigt af ens indstilling til den): Den er en fantasi (som fremdigter noget umuligt). Eller den er en virkelighedstekst (om noget umuligt). I det sidste tilfælde er den falsk. I det første er den fantasi.

I det andet af Lewis’ tilfælde af umulig fiktion drejer det sig om tekster, der så at sige ophæver muligheden for at blive fortalt, fordi der ingen er til at vide, hvad der er sket. Sådanne tekster har vi masser af. Her er en af dem:

Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! […]« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.” (1 Mos 1,16-17)

Hvem kan vide, hvad der skete, før mennesket var til? – Der er selvfølgelig ’Gud’, men vil Lewis acceptere ham som den fortæller, der i en mulig verden beretter om menneskets skabelse som known fact, på samme måde som dr. Watson i sin mulige verden beretter om Holmes? Vi bemærker videre, at Gud faktisk ikke fortæller om noget som helst; det er teksten, som fortæller om ham. Så hvem udsiger teksten? Hvem kan logisk set have den fornødne viden til at fortælle den som known fact[15]? Alligevel er teksten fortalt. Lad os for den illustrative klarheds skyld tage et eksempel til, denne gang et, vi selv finder på: ”I det øjeblik Peter med sin økse flækkede Lises hovedskal, og hun borede dolken ind i hans hjerte, ophørte det sidste liv i verden.” Fiktion kan den ikke være, for den kan ikke fortælles som known fact i nogen mulig verden, og den kan heller ikke være ikke-fiktion, for den kan heller ikke fortælles som known fact i denne den aktuelle verden. Men hvad er den så? Synes så vel Bibelens skabelsesberetning som vor egen lille apokalypse ifølge Lewis at være umulige fortællinger, så er de alligevel fortællinger, og kan de end umuligt foregå i nogen verden, da foregår de ikke desto mindre. Vi foreslår, at de opfattes enten som virkelighedstekster, i hvilket tilfælde de er umulige (hvis de da ikke er symbolske eller guddommeligt inspirerede), eller som fantasitekster, i hvilket tilfælde de er fantasi.

Vi vil med alt dette ikke sige, at ideen om en fantasiverden kan erstatte ideen om mulige verdener, vi vil bare sige, at de to ikke er det samme, og at det, der er på spil, når vi skriver og læser ”fiktion”, snarere er fantasi end mulighed. For os at se siger Lewis mange begavede ting om mulige verdener, han begår blot den fejl at anvende fiction som et eksempel på dem. Eller rettere sagt er det nok muligt at opfatte fiction som tekster om mulige verdener, men tekster om mulige verdener er undertilfælde af virkelighedsteksten, der ligesom tekster om den aktuelle verden har Bedeutung og sandhedsværdi (også selv om disse er tilpassede semantikken for mulige verdener), hvorimod selve forekomsten af ”umulige” tekster, der dog er tekster, åbenbarer eksistensen af en anden kategori, fantasiteksten, der som sagt befinder sig hinsides skellet aktuel/mulig, og som kan indbefatte så vel ”mulige” som ”umulige” fictions, fordi disse altid vil kunne opfattes om fantasi.

Når dette er sagt, er der alligevel en forstand, i hvilken vi kan referere til og tale om fantasitekster og -verdener og faktisk også gør det. Det sker, når vi netop betragter fantasien som noget allerede eksisterende, som en allerede eksisterende fantasi. Sæt, at for eksempel hele det lange udsagn, der går under titlen En studie i rødt, er læst og opfattet som fantasi, da kan udsagnet ”Sherlock Holmes er en victoriansk gentleman” opfattes som et udsagn om en fantasi og dermed selv som en virkelighedstekst[16]. Men det åbner et emne, som minder om Lewis’ egentlige emne, det vil sige at undersøge sandhedsbetingelserne for udsagn om en mulig verden: Hvordan kan udsagnet – for nu at låne et af Lewis’ eksempler – ”Sherlock Holmes har ikke tre næsebor” udsagt som en virkelighedstekst om en fantasitekst forstås som sandt eller falsk, hvis fantasiteksten aldrig selv har nævnt noget som helst om Holmes næsebor? Lewis, synes vi, vandrer ad en noget snoet sti, der bugter sig mellem afstande mellem den aktuelle og den mulige verden samt såkaldte overt beliefs i den aktuelle verden, hvori den mulige verden forestilles (op. cit. 43-45). Vi foreslår, at for så vidt fantasitekster har Sinn, ja består af Sinn, eller anderledes sagt: af normale ord med normale leksikale betydninger, da kan udsagnet om Holmes’ næsebor antages som sandt, dersom det ud fra fantasiens Sinn kan godtgøres, at Holmes er sådan en slags væsen (er sådan en slags leksikal betydning), som ikke har tre næsebor (som ikke har den leksikale betydning ’besiddende tre næsebor’).

Det, vi her ender med at berøre, er spørgsmålet om det, der i mulige verdens-teorier for fiktion kaldes fiktive verdeners ufuldstændighed (incompleteness): Ingen fiktionstekst beskriver en komplet, mulig verden, ejheller udfylder nogen læser med sin forestillingsevne fiktionsverdenen, så den bliver komplet[17]. Men for at tilfredsstille kravene fra den formelle semantik skal en mulig verden være fuldstændig. Det har ført til forskellige løsningsforslag, hvoraf det mest kendte er Marie-Laure Ryans principle of minimal departure, der tilsiger, at læseren betragter fiktionens mulige verden som i et og alt lig den aktuelle verden på nær det, der eksplicit er anderledes (eksistensen af Sherlock Holmes)[18].

Selv om vi ikke er afhængige af krav fra mulige verdens-semantikker, står vi med vores fantasitekster over for et lignende problem, for det er klart, at læseren af fantasiteksten gør sig en mængde antagelser om fantasien, som fantasien ikke selv siger højt: for eksempel at Kiplings Rikki-Tikki-Tavi i kraft af at være et desmerdyr har netop fire ben. Men for en fantasi er det bedøvende ligegyldigt, om den er ”fuldstændig” eller ej. Hvad ændrer det, hvis den ikke er? Bliver den mindre fantasi af det? Hvordan kan en fantasi overhovedet være fuldstændig eller i et eller andet omfang ufuldstændig andet end målt med virkelighedens fuldstændige alen[19]? Men det er just, hvad en fantasi ikke kan måles med. Det, vi har brug for at forklare, er, at læseren tilsyneladende trækker viden om virkeligheden ind i fantasien for at ”fylde den ud”, og det kan synes, at han derved hælder virkelighed på fantasien og dybest set må betragte fantasiteksten som en virkelighedstekst for overhovedet at gøre fantasien forståelig i stedet for at betragte den som et kaos af anderledeshed, hvor intet kan tages for givet, før det er sagt højt: ”Rikki-Tikki-Tavi var et desmerdyr, det vil sige, han tilhørte en familie af kortbenede, langstrakte rovdyr med lange, hængende haler og sædvanligvis langstrakte snuder i størrelse varierende fra 78 cm og 600 g til 170 cm og 20 kg…” (se her[20]). Vores forslag er som antydet, at det problem løses leksikalt. Pointen med ord er, at de har Sinn, uanset om de også har Bedeutung, og forstår man den Sinn, ordet ’desmerdyr” bærer, da forstår man også, at Rikki-Tikki-Tavi bærer fire ben, uden at man implicit har måttet opfatte fantasiteksten, der fremdigter ham, som en virkelighedstekst om desmerdyr blot tilføjet en række eksplicitte undtagelser som for eksempel, at desmerdyret nu kan tænke.

Vi vil yderligere mene, at det samme gør sig gældende, når der i fantasitekster optræder egennavne, som læseren ved er navne på virkeligt eksisterende personer (steder, begivenheder eller lignende). Det er ellers blevet brugt som argument imod, at fiktion kunne opfattes som fantasi, det vil sige som opfundet:

” […] if we view fiction as discourse concerning invented events, we will be unable to account for the presence in fictional works of statements describing accurately real world states of affairs, for instance “On the twenty-ninth of May [1812] Napoleon left Dresden”, a sentence which appears in Tolstoy’s historical novel War and Peace.” (Ryan, Marie-Laure 1980, p. 404; hun citerer Krig og freds første sætning i bog ni, kapitel II.)

Selv når vi som sagt medgiver, at læseren har en tilpas viden om Napoleons gøren og laden i maj 1812, eller i det mindste ved, at navnet Napoleon er navnet på en virkelig person, ser vi ikke problemet. Det er stadig muligt at læse udsagnet som en fantasitekst, og hvis læseren trækker viden om Napoleon ind i sin forståelse af teksten (’lav mand med sjov hat’, ’erobringssyg kejser af Frankrig’), som ikke er etableret i de øvrige dele af fantasiteksten, da gør han – stadig for så vidt han ønsker at opfatte teksten som fantasitekst – intet andet end at trække den ”leksikale” viden ind, som knytter sig til termen ’Napoleon’, på samme måde som han trækker leksikal viden ind om termen ’desmerdyr’, når han forestiller sig, at Rikki-Tikki-Tavi har fire ben, og det er muligt for ham at opfatte denne viden som Sinn uden Bedeutung, som fantasi- og ikke som virkelighedstekst.

Ikke desto mindre viser begge tilfælde – egennavne som ’Napoleon’ eller almene navne som ’desmerdyr’ (eller ’at løbe’ eller ’på’, alle ordklasser er inkluderede) –, at vi i læsningen af fantasitekster på en eller anden måde inddrager ’virkelighed’. Ords leksikale Sinn, også når de ikke har Bedeutung, synes på en eller anden måde at stamme fra virkeligheden og erfaringer af den. Det er svært at forstå Sinn som ’gylden’, ’hest’, og ’brille’ kun ved hjælp af ordbogsopslag, og sådan har da heller ingen lært ordene. De fleste Sinn, vi kender, har vi fænomenale erfaringer med. Der ligger altså bag ords Sinn en virkelighed, som dets Sinn synes at slæbe med sig. Også selv om man ikke detaljeret visualiserer en ’hest’, når man læser ordet, letter ens erfaringer med heste forståelsen. Og selv om der nok er ord, hvis Sinn vi forstår uden nogensinde at have haft erfaringer med den fænomenale virkelighed, de på en eller anden måde udspringer af – tekstogbetydning har for eksempel ingen erfaringer, ikke engang fotografiske, med ’lemuren’ –, så har vi grundlæggende erfaringer med langt de fleste ords Sinn, og danner endda, som Hume gjorde opmærksom på[22], kun nye Sinn ud fra kombinationer af allerede kendte (gylden + bjerg = gyldent bjerg)[23]. I den forstand synes ingen tekst, heller ingen fantasitekst, der har overhovedet har Sinn at være uberørt af virkelighed. Men dette er stadig ikke det samme som at have Bedeutung, som er det, der gør, at et udsagn kan være sandt eller falsk. Det gør den erfaringsvirkelighed, der på en eller anden måde er forbundet med Sinn, ikke, og det er nok til vores formål at stå fast på den forskel[24].

Endelig dette til at afrunde forskellen på mulige verdener og fantasi: Det forekommer os, men sikre er vi langt fra, at det interne skel i virkelighedens verden mellem den aktuelle og den mulige virkelighed ikke kan begribes uden ”operationerne” sammenligning og negation, mens dette ikke uden videre er tilfældet for det trinhøjere skel mellem virkelighed og fantasi.

I den mulige verden er der noget (for eksempel Sherlock Holmes), som ikke er i den aktuelle verden. Eller der er omvendt noget i den aktuelle verden, som ikke er i den mulige (for eksempel Conan Doyle). Derfor kan forholdet mellem den aktuelle og den mulige verden også meningsfuldt beskrives som en ”afstand” målt på antallet af afvigelser mellem dem (besvar nu følgende: Hvor mange ting er ikke som i den modsatte verden?). Med andre ord træder den mulige verden kun frem og opfattes kun i sin forskel fra den aktuelle verden og ved hjælp af en sammenligning mellem de to verdener. Det er altså ikke til at sige, hvad det mulige er, uden at sige, hvad det aktuelle ikke er (og måske heller ikke omvendt), og så snart man oplever noget som muligt, oplever man det som ikke-aktuelt. Denne nødvendighed af sammenligning og negation skyldes, at så vel det aktuelle som det mulige har det til fælles at være virkelige, og at tekster om dem har det til fælles at opfattes som havende Bedeutung. Det bliver derfor påkrævet at skelne mellem to slags af det samme (to slags virkelighed, to slags Bedeutung), og det lader sig ikke gøre uden at sige ’ikke’[25].

Forskellen på fantasi og virkelighed er derimod ikke et spørgsmål om negation, men om en mere positiv ”anderledeshed”. Selvfølgelig lader fantasi og virkelighed og teksterne om dem sig sammenligne, og det lader sig sige, hvad de ikke er i forhold til hinanden (det er netop, hvad vi har gjort i hele denne tekst). Alligevel beror fantasiens ”anderledeshed” i forhold til virkeligheden og virkelighedens ”anderledeshed” i forhold til fantasien på, tror vi, nogle mere positive oplevelseskvaliteter, der nok lader sig beskrive som forskellige, men som ikke, når de opleves, opleves som forskellige, på samme måde som enhver oplevelse af en mulig virkelighed må indbefatte oplevelsen af en ikke-aktuel virkelighed: Sulten, som man er, er den mæthed, man oplever som mulig, og som driver en ud i køkkenet, kun til at opleve som mulig, fordi den ikke opleves som aktuel. Fantasiens kan verden træde frem for os som sig selv og ikke kun i sin forskel fra den virkelige verden eller ved hjælp af en sammenligning mellem dem. Når vi læser om Sherlock Holmes, tænker vi ikke: ”Hov, her er noget, som ikke er i den aktuelle verden.” Vi tænker snarere: ”Hov, her er Sherlock Holmes.” Vi møder ham som positiv fantasi, ikke som negativ virkelighedsafvigelse. Vi vil gerne sige det på fransk: Muligheden er kun nærværende som fraværende, mens fantasien er nærværende som nærværende.

Det er ikke helt nok. Alle tekster med Sinn træder frem for os som nærværende (og så vel fantasitekster som virkelighedstekster om både den aktuelle og den mulige verden har Sinn). Tilføjelsen af Bedeutung ændrer typen af nærvær. En virkelighedstekst er nærværende på en anden måde end en fantasitekst (vi vil senere i serien forsøge en fænomenologisk beskrivelse af de to ”nærværsformer ”). Imidlertid findes to slags virkelighedstekst. Begge har Bedeutung, men den ene i den aktuelle verden, den anden i en mulig verden. Tekster om en mulig verden lader sig kun forstå ved hjælp af en negation: Deres Bedeutung er ikke samme Bedeutung som tekster om den aktuelle verden. Derfor træder tekster om en mulig verden frem som ”fraværende” eller som ”på afstand af” (den aktuelle verden). – Som sagt stiller vi os tøvende over for denne beskrivelse. Er den forkert, tror vi ikke, at det ødelægger alt det ellers beskrevne[26].


[1] Disse synes den seneste forsknings foretrukne termer. De er udmærkede, hvis man husker at løsrive ’fiktion’ fra tilknytningen til ’roman’ og ’fortælling’. Spørgsmålet om ’fiktion’ ikke et narratologisk spørgsmål, selv om narratologien i sin historiske udvikling har været tæt knyttet til studiet af fiktionsfortællinger, og selv om fiktion først for nylig synes at have selvstændiggjort sig som forskningsfelt.

[2] Se ’Über Sinn und Bedeutung’. Teksten kan læses her. Dansk oversættelse ved Peer F. Bundgaard, i: Frege, Friedrich Ludwig Gottlob: Filosofiens, sprogets og matematikkens grundlag, Philosophia, Århus 2002, pp.159-182. Vi bemærker, at hver gang Frege selv skal give eksempler på tekster, der har mening, men ikke betydning, henviser han til skønlitteraturen.

[3] Det er en lille diskussion i fiktionsforskningen, om fiktion skal opfattes som noget mere eller noget mindre end ikke-fiktion. (Se Simona Zetterberg Gjerlevsen: ’En seriøs sprogteoretisk fiktionalitetsdefinition’, i: Hansen, Per Krogh et al.: K&K – Kultur og klasse 115, Århus 2013, p. 67. Download her.) På den ene side – tanken skyldes Gérard Genette –  synes den mindre, fordi ikke-fiktion har det mere også at omhandle virkeligheden (og ikke kun ”mentale tilstande”), den har både Sinn og Bedeutung, ikke kun Sinn, mens den på den anden side – tanken skyldes Richard Walsh – synes mere, fordi den er kommunikativt mindre begrænset, idet den ved ikke at have Bedeutung ikke er underlagt det sæt af vellykkethedsregler (om sanddruelighed), som gælder for tekster med Bedeutung. Begge dele er rigtige. Fiktionen er mere, fordi den er mindre (omhandler mindre, ikke omhandler virkelighed), mens det mere, som ikke-fiktionen besidder (at omhandle virkelighed), begrænser den og gør den mindre ved at medføre flere ”regler” for den som pragmatisk kommunikation eller – i vores fregeanske optik – at underkaste den et sandhedsværdiregimente. Men det er en lidt åndssvag diskussion. Den handler om, hvad der er fedest, fiktion eller ikke-fiktion, og fedest er den, der er mere end den, der er mindre. – Se, det var en note, der burde have været overflødig.

[4] I hvert fald i en vis forstand – som vi senere skal kvalificere. For selv om fantasitekster ikke i streng forstand kan siges at handle om noget, kan de siges at behandle noget, fordi de besidder en semantik, det vil sige har Sinn, det vil sige består af forståelige ord, der til sammen danner det, vi normalt kalder ’temaer’. Disse temaers eksistens som almene størrelser, gør det i sidste ende muligt (i løs forstand) at sige, at Othello er en fantasi om jalousi og Iliaden en om stædig vrede. Men vi er slet ikke parate til at udfolde det endnu.

[5] Det forekommer os for resten et problem for forståelsen af fiktion som tekster om mulige verdener, at fiktionen altid vil være sand. Alle komplikationer med udsigelsesniveauer og upålidelige fortællere til trods, hvordan skulle det være falsk, at Gregor Samsa en morgen vågnede fra urolige drømme? – at jeg længe gik tidligt til ro? – eller at der sad tre små kinesere på Højbro Plads?

[6] Vi flugter her med talehandlingsteoriens begribelse af fiktion som en deklarativ talehandling. Mere om sidstnævnte senere.

[7] Alle sprogets ”konjunktiviske” modaliteter (optativ, hortativ, irrealis med mere) og vel også imperativen synes at have hjemme her.

[8] Lewis, David: ‘Truth in Fiction’, i: American Philosophical Quarterly 15, no. 1 (1978), University of Illinois Press, pp. 37-46, http://www.jstor.org/stable/20009693

[9] Hvad taler vi om i sætninger som ”Kongen af Frankrig er skaldet” eller ”S.’s kærlighed til mig er stor”?

[10] Han giver i alt tre, idet de stiger i grundighed. Vi gengiver hen den første og korteste, som er nok til vores formål: A sentence of the form “In fiction f, ɸ” is true iff ɸ is true at every world where f is told as known fact rather than fiction. (op. cit. 41).

[11] Og hele tiden forudsætter han, at fiction angår en mulig verden, sikkert fordi det for ham står som det eneste alternativ til en verden af known fact, det vil sige den aktuelt eksisterende verden. Det er da også et oplagt bud, det er bare ikke det eneste.

[12] Når vi når så langt, skal vi se, at talehandlingsteorien hos John Searle har et lignende problem med sin forståelse af fiktion som en fingeret assertion.

[13] Vi finder også dette known fact problematisk, selv om vi ikke her kan udrede alle årsagerne dertil. Det grundlæggende problem er (igen), at Lewis, der som sagt vil udforske nogle dele af den formelle semantik, gør sig afhængig af den logik og epistemologi, som følger dermed, men det er ikke uden videre det bedste udgangspunkt for en semiotik, der skal kunne studere alle betydninger, om de så ifølge den ene eller den anden logik er umulige eller ej.

[14] Faktisk behøves slet intet ”plot”, selve umuligheden er nok. Så her, vi er stolte af at præsentere den, er den umuligste fiktion af alle: ”I fiktionen f gælder: a = non-a.”

[15] Det drejer sig om, hvad Jørgen Podemann Sørensen har  kaldt myters ”privilegerede talesituation”: Adskillige myter, særligt de kosmo- og de antropogoniske, fortæller om begivenheder, som intet mennesket kan have kendskab til, fordi de beretter om begivenheder fra før, mennesker var til.

[16] Fantasitekstens titel er en lignende type af virkelighedstekst: Den giver fantasien et navn i den virkelige verden, der gør det muligt at tale om fantasien.

[17] Vi husker, at vi engang til et foredrag med Per Højholt hørte ham gøre sig lystig over al tale om digteres ”universer”: ”Et helt univers”, sagde han, ”novra. Har de mon husket at få alle stjernerne med?

[18] Se Ryan, Marie-Laure: ‘Fiction, Non-Factuals, and the Principle of Minimal Departure’, i: Poetics 9 (4), August 1980, pp. 403-422. Gratis download her. – Det er igen spørgsmålet om ”afstanden” mellem den aktuelle og den mulige verden, der dukker op. Det skal tilføjes, at Ryan er mere nuanceret end Lewis og nogle steder er tæt på vores forståelse af fiktion som fremdigtet fantasi eller i hvert fald som noget andet end en mulig verden, men hun holder alligevel fast i, at fiktive verdener er noget, der fortælles om – med udsagn, der har sandhedsværdi: ”[…] we can define the notion of ’fictional world’ as the set of facts defined by the propositions which take the value true in the world of the impersonated speaker.” (p. 414).

[19] En virkelighed, som i øvrigt vi forestiller os er fuldstændig, selv om ingen kan give en fuldstændig beskrivelse af den. Hvor mange stjerner er der i universet? Sådan svarer The European Space Agency: “It is easy to ask this question, but difficult for scientists to give a fair answer!

[20] Men sjovt nok stadig intet om antallet af ben – hvad der fortæller os, at enhver virkelighedstekst, også en om den aktuelle verden, er lige så ufuldstændig som en om en mulig verden, og når vi som læsere antager om en virkelighedstekst, at den handler om den aktuelle verden, da fordrer vores forståelse ingen fuldstændighed af den, heller ikke en implicit: End ikke The European Space Agency ved, hvor mange stjerner der er i det aktuelle univers.

[22] Enquiry Concerning Human Understanding, II, 13. Det er en i al sin surhed sjov passage, så her er den i sin helhed:

”Nothing, at first view, may seem more unbounded than the thought of man, which not only escapes all human power and authority, but is not even restrained within the limits of nature and reality. To form monsters, and join incongruous shapes and appearances, costs the imagination no more trouble than to conceive the most natural and familiar objects. And while the body is confined to one planet, along which it creeps with pain and difficulty; the thought can in an instant transport us into the most distant regions of the universe; or even beyond the universe, into the unbounded chaos, where nature is supposed to lie in total confusion. What never was seen, or heard of, may yet be conceived; nor is any thing beyond the power of thought, except what implies an absolute contradiction.

But though our thought seems to possess this unbounded liberty, we shall find, upon a nearer examination, that it is really confined within very narrow limits, and that all this creative power of the mind amounts to no more than the faculty of compounding, transposing, augmenting, or diminishing the materials afforded us by the senses and experience. When we think of a golden mountain, we only join two consistent ideas, gold, and mountain, with which we were formerly acquainted. A virtuous horse we can conceive; because, from our own feeling, we can conceive virtue; and this we may unite to the figure and shape of a horse, which is an animal familiar to us. In short, all the materials of thinking are derived either from our outward or inward sentiment: the mixture and composition of these belongs alone to the mind and will. Or, to express myself in philosophical language, all our ideas or more feeble perceptions are copies of our impressions or more lively ones.”

[23] ”[…] for hvor alle vi har arme, havde han kun en let brise, og hvor benene normalt befinder sig, havde han intet andet end en glitrende regnbue, og i stedet for et hoved bar han en kostbar fjerhat; hans stemme kom fra midten af kroppen, for han var en fuldkommen kugle, en kugle af et yderst vindende udseende, helt omkranset af et rigt forsiret plasmabælte. Da han havde hilst på Trurl, fortalte han, at han egentlig bestod af to væsener, nemlig den øvre og den nedre halvkugle […]” – Stanisław Lem: ’Eventyret om kong Genialons tre maskiner, der fortæller historier’, Kyberiaden.

[24] Men alligevel: Repræsentationen af ”erfaringsvirkeligheden”, exempli gratia sansninger, kalder Frege Vorstellung, og han skelner mellem Vorstellung og Sinn ved at lade førstnævnte være individuel og sidstnævnte almen, i den forstand at den samme Vorstellung ikke kan besiddes af flere bevidstheder, mens den samme Sinn kan:

Von der Bedeutung und dem Sinne eines Zeichens ist die mit ihm verknüpfte Vorstellung zu unterscheiden. Wenn die Bedeutung eines Zeichens ein sinnlich wahrnehmbarer Gegenstand ist, so ist meine Vorstellung davon ein aus Erinnerungen von Sinneseindrücken, die ich gehabt habe, und von Tätigkeiten, inneren sowohl wie äußeren, die ich ausgeübt habe, entstandenes inneres Bild (3). Dieses ist oft mit Gefühlen getränkt; die Deutlichkeit seiner einzelnen Teile ist verschieden und schwankend. Nicht immer ist, auch bei demselben Menschen, dieselbe Vorstellung mit demselben Sinne verbunden. Die Vorstellung ist subjektiv: die Vorstellung des einen ist nicht die des anderen. Damit sind von selbst mannigfache Unterschiede der mit demselben Sinne verknüpften Vorstellungen gegeben. Ein Maler, ein Reiter, ein Zoologe werden wahrscheinlich sehr verschiedene Vorstellungen mit dem Namen ”Bucephalus” verbinden. Die Vorstellung unterscheidet sich dadurch wesentlich von dem Sinne eines Zeichens, welcher gemeinsames Eigentum von vielen sein kann und also nicht Teil oder Modus der Einzelseele ist; denn man wird wohl nicht leugnen können, daß die Menschheit einen gemeinsamen Schatz von Gedanken hat, den sie von einem Geschlechte auf das andere überträgt (4).

Während es demnach keinem Bedenken unterliegt, von dem Sinne schlechtweg zu sprechen, muß man bei der Vorstellung genaugenommen hinzufügen, wem sie angehört und zu welcher Zeit. Man könnte vielleicht sagen: ebensogut, wie mit demselben Worte der eine diese, der andere jene Vorstellung verbindet, kann auch der eine diesen, der andere jenen Sinn damit verknüpfen. Doch besteht der Unterschied dann doch nur in der Weise dieser Verknüpfung. Das hindert nicht, daß beide denselben Sinn auffassen; aber dieselbe Vorstellung können sie nicht haben. Si duo idem faciunt, non est idem. Wenn zwei sich dasselbe vorstellen, so hat jeder doch seine eigene Vorstellung.

[25] Netop dette skjuler Lewis’ pretence. Den dækker over negationen, idet forfatter og læser tænkes at lade, som om den aktuelle og den mulige verden ikke sammenlignes, selv om det er åbenbart for alle, at Sherlock Holmes ikke findes i den aktuelle virkelighed, og at netop det er pointen med teksterne om ham.

[26] Nåmmenforresten, så vil ingen gennemgang af Lewis’ artikel være komplet uden denne passage, som er rent guld:

Suppose Conan Doyle was a secret believer in purple gnomes; thinking that his belief by them was not shared by anyone else he kept it carefully to himself for fear of ridicule. […] Suppose also that some of his original readers likewise were secret believers in purple gnomes. Suppose, in fact, that everyone alive at the time was a secret believer in purple gnomes, each thinking that his belief was not shared by anyone else.” (op. cit. 44)

Dette indlæg blev udgivet i Fiktion, Om tekstanalyse og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 Responses to Fantasi og virkelighed I – tekster uden Bedeutung

  1. Philip skriver:

    God og grundig tekst – og sjov, hvis I nu tåler komplimenter på den tørre, nozickske facon. Jeg har nok til gode at læse teksten endnu en gang, men alligevel et spørgsmål: Hvordan afgør vi i første omgang, om vi har at gøre med fantasi eller forestillingsevne? Tager vi de politiske dys-/utopier, kan fx More og Campanella placeres fint under forestillingsevne (det mulige, kontrafaktualiteten). Ligeledes kan et værk som Peter Frases ‘Four Futures’ (Verso, 2016) placeres under forestillingsevnen: Han forestiller sig fire mulige fremtidsscenarier ved at ekstrapolere en række trends fra i dag (social science fiction kalder han sit forehavende). Men hvad med Orwell? Mens de førnævnte eksempler alle (med rimelighed) bør opfattes som virkelighedstekster, så placerer Orwells 1984 sig umiddelbart et sted midt imellem. Hovedfiguren Winston Smith er fremdigtet og dermed fantasi, men hans fremdigtede tilværelse står også som en advarsel mod en mulig (forestillet) fremtid og dermed som et faktum, vi kan forholde os til ved at spørge om falsk/sandt.
    Hvis svaret er, at forskellen mellem fantasi og forestillingsevne blot bunder i betragterens blik (jf. de indledende bemærkninger i teksten), hvad ville man da pege på, at gevinsten ved at læse en dys-/utopisk tekst med begge briller kunne være?

    Jeg tænker umiddelbart tænker, at vi må få noget ‘mere’, et ekstra krydderi, når utopien/dystopien både er fantasi og forestillet virkelighed, og at dette noget skal findes i den vekselvirkning, der er mellem de to størrelser: Winston Smith og hans tilværelse fremdigtes, vi lever os ind i denne verden og bliver opslugte af fortællingen. Samtidig rykker denne fantasitekst noget ved den måde, vi går til vores egen virkelighed på, den får os til at stille spørgsmål, som kan besvares som sande/falske i den faktiske verden og ikke kun i relation til fortællingen (lever vi i et overvågningssamfund; har vi tankefrihed etc.). Orwell giver os muligheden for noget, More ikke gør – og når jeg så spørger til ‘gevinsten’, er det, om ikke den fantastiske dystopi/utopi åbner en flanke, der føjer ekstra til tænkningen om emnet?
    null

    • tekstogbetydning skriver:

      Vi tåler komplimenter. Tak. Spørgsmålene er alle relevante. Faktisk så relevante, at det fulde svar på dem må vente. De vil alle blive adresseret i senere indlæg i serien. Dog er vi som altid til for at tjene og derfor villige til at foregribe:

      For det første er svaret, at forskellen på fantasi og forestillingsevne/virkelighed ”blot” bunder i betragterens opfattelse.

      Når imidlertid og for det andet betragteren veksler mellem de to opfattelser, opstår intet ”mere” og ingen ”vekselvirkning”, men bare hop frem og tilbage mellem opfattelserne, som er kategorielt adskilte og ublandelige. Dette gælder uagtet hastigheden, hvormed der hoppes.

      For det tredie må som antydet fantasiens forbindelse til virkeligheden søges i det, fantasiteksten har, nemlig Sinn. Vi har endnu ikke tænkt dette til ende, men kan måske henvise til Aristoteles’ prioritering af digtekunsten over historieskrivningen (Poetikken IX – men Aristoteles synes at tænke på fantasien som var den forestillingsevnen), idet den første kan repræsentere det almene (Sinn), mens det andet forbliver bundet til det partikulære (Bedeutung). Det er i hvert fald langs de baner, vi tænker.

      For det fjerde kan vi spørge tilbage om, hvorfor, hvorfor, hvorfor det er så vigtigt at forbinde fantasi med virkelighed. Faglitteraturen – det af den, vi kender – synes ramt af ubehag, endog frygt, om end næppe ren rædsel, for, at ”fiktion” bliver irrelevant, hvis den ikke på en eller anden måde har at gøre med ikke-fiktion. Det er strukturelt analogt til det velkendte ubehag ved l’art pour l’art-æstetikker: Når man nu selv synes, at kunst og litteratur er fede ting, så er det da forbandet, hvis de ikke også er vigtige, det vil sige: virkelige, ting. Men hvad er det forfærdelige ved det? Er virkelighed det eneste mål for fedhed? Eller: Hvad er problemet med eskapisme?

      Med venlig hilsen

      Tekstogebetydning

      PS Tak også for billedet. Fantastiske dyr. Dem kunne vi ikke selv have fundet på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.